I anledning af kommunens 125-års jubilæum har Rødovre udviklet et særligt jubilæumslogo, der midlertidigt afløser det velkendte kommunelogo. Det nye logo har rødder i kommunens historie og tydelige referencer til en folkekær kunstner.
- Rødovre Kommune har lanceret et særligt jubilæumslogo i anledning af 125-års jubilæet, inspireret af kunstner Henry Heerup.
- Logoet viderefører elementer fra det eksisterende logo, heriblandt Torben Okse og de symboliske vandløb.
- Borgmester Britt Jensen understreger, at jubilæumslogoet skal anvendes på digitale platforme og jubilæumsmaterialer i 2026.
- Det nye logo erstatter ikke fysiske skilte, men fremhæver Rødovres særlige år ved brug i specifikke kontekster.
- 2026 markerer Rødovres stolthed over fællesskab og historie, som jubilæumslogoet skal gøre synligt.
Rødovreborgere vil i løbet af 2026 blive mødt af et nyt visuelt udtryk, når kommunen kommunikerer digitalt, trykker materialer eller inviterer til arrangementer.
Borgmester Britt Jensen (S) forklarer, at designet bevidst bygger videre på velkendte elementer fra Rødovres identitet. Derfor indeholder det nye logo stadig Torben Okse, der går på broen. Broen og bølgerne symboliserer de mange vandløb, der var karakteristiske for det historiske Rødovre.
- De elementer kendetegner vores kommune og logo i dag, så de holder vi fast i. Så har vi med inspiration fra Henry Heerups tilføjet et element, der viser vores 125-års jubilæum, så alle kan se, at året i år er særligt for os i Rødovre, forklarer Britt Jensen.

Henry Heerup var i øvrigt også inspiration for Rødovre Kommunes 100-års jubilæum, og Heerups kunst og fortælling er tæt forbundet med Rødovre.
Derfor er det også helt bevidst, at hans streg har inspireret udtrykket i jubilæumslogoet.
- Henry Heerup og hans kunst har en særlig plads i vores hjerter i Rødovre. Formen på totallet i 125 er hentet fra et af Heerups mange røde hjerter, hvilket danner udgangspunkt for stilen i hele jubilæumslogoet. Ser man på Rødovres 100 års jubilæumslogo, så var det også udarbejdet med klar inspiration fra Heerups hjerter, fortæller borgmesteren.
Skal ikke erstatte fysisk skiltning
Kommunen går ikke i gang med at skifte varige, fysiske skilte ud, men borgerne vil løbende møde jubilæumslogoet digitalt og i materialer, der produceres specifikt til jubilæumsåret.
- Vi ønsker at gøre det synligt, at Rødovre kan fejre 125 år i år. Derfor benytter vi jubilæumslogoet alle de steder, det er muligt, og hvor det naturligvis giver mening i forhold til, at der er tale om et logo, der kun benyttes i året 2026. Konkret betyder det, at vi ikke begynder at hænge nye vejskilte op eller ændre på vores biler, siger Britt Jensen.
2026 er et særligt år i Rødovre, hvor vi sammen kan fejre 125 år med fællesskab, handlekraft og sammenhold gennem hele året. De værdier og vores 125-års jubilæum er noget, vi kan være stolte af i Rødovre, og noget vi gerne vil vise frem.
