Nogle gange forløber lørdagen stille og roligt. Andre gange får man uventede gæster. Det skete for et ægtepar fra Roskilde, da naboen bakkede ind i deres hus. Brandvæsnet frygtede fare for sammenstyrtning, og ægteparret måtte ud af huset.
Det var scenariet for et ægtepar på en stille sidevej til Haraldsborgvej i Himmelev. Cirka klokken 11.30 hørte de et voldsomt brag og kunne konstatere, at en bil var bakket ind i deres hus med en kraft, så husets facade fik en revne.
Chaufføren var en ældre mand, som var bakket ud fra indkørslen på modsatte side af vejen. Ifølge politiet var forklaringen på uheldet, at den ældre mands sko havde fået sat sig fast ved gaspedalen og det gjorde så, at han fortsatte tværs over vejen og ind i genbohuset.
Den hændelse fik både politi, brandvæsen, ambulancefolk og i sidste ende Beredskabsstyrelsen til at kigge forbi.
- Vi kom frem for at vurdere, om der var fare for sammenstyrtning, og det var vi ærlig talt i tvivl om. Derfor tilkaldte vi eksperter fra Beredskabsstyrelsen. Sammen med dem lavede vi en vurdering, som hed, at huset skulle afstives. Da det var på en skrånende grund og med flere niveauer, så var det en opgave for eksperterne, lyder det fra Roskilde Brandvæsens indsatsleder Kenneth Johansen.
Brandvæsnet fik også fjernet bilen fra grunden.
Den ældre bilist blev kørt på skadestuen lettere tilskadekommet, og ægteparret i det medtagede hus måtte tilbringe nogle timer hos et nærboende vennepar, mens beredskabet fik stivet huset af.
I alt var der folk på opgaven i fire-fem timer.