Bryllupsinvitationer, postkort og breve til Amerika. I århundreder har de karakteristiske røde postkasser lagt bug til lidt af hvert, men siden årsskiftet har det været slut. Nu kan du blive ejer af en af de røde postkasser.
Postnord og borgmester Michael Seiding Larsen (V) sætter den sidste postkasse fra Vordingborg Kommune på auktion til fordel for Danmarks Indsamling 2026.
- Postkassen har været opstillet på Ndr. Vindingevej 2 i postnummer 4760 Vordingborg, lyder det i et nyhedsbrev fra kommunen.
Fremsynet postfunktionær
Postnord har doneret 1200 postkasser til Danmarks Indsamling, hvoraf en stribe udvalgte postkasser fra kommuner landet over er sat på auktion via Lauritz.com.
Ifølge auktionshuset blev den danske postkasse sammen med frimærket introduceret i 1851. De første 13 postkasser blev opsat i København og siden udbredt til resten af landet.
I begyndelsen varierede de i både størrelse og farve, men fra 1860 blev de mere ensartede og fik den karakteristiske postkasserøde farve, der tilskrives daværende postfunktionær Louis Pio.
I 1876 blev den klassiske form med buede top og bundtømning designet af Vilhelm Dahlerup. Formen blev siden et nationalt kendetegn prydet med det kronede posthorn på toppen, skriver auktionshuset på sin hjemmeside.
Oplev showet
Den postkasse fra Vordingborg Kommune, der er sat på auktion, har stået ved Coop 365 i Neder Vindinge. Den er cirka 34 centimeter dyb, 44,5 centimeter bred, 78 centimeter høj og vejer omkring 21 kilo. Der medfølger nøgle.
Vurderingen lyder på 4000 kroner, og auktionen slutter 31. januar klokken 20.30.
Hammerslagsprisen går ubeskåret til det gode formål, idet Lauritz.com donerer alle gebyrer og salærer. Ifølge budhistorikken på auktionshusets hjemmeside lød første bud på 2000 kroner - siden er prisen steget.
Temaet for Danmarks Indsamling 2026 er “Børn i glemte kriser”. Showet, der vises live på DR1, foregår 31. januar i Arena Næstved.