Tre weekender i træk blev kvinder antastet af samme mand i samme område: - Jeg tror bestemt ikke, han ville være venner

En 31-årig pakistansk læge er tiltalt for voldtægtsforsøg mod tre forskellige kvinder. Han nægter sig skyldig, men indrømmer, at han forsøgte at få kontakt med kvinderne.

Den tredje og sidste episode skete ved parkeringspladsen nær Wattvej 2 i Brøndby. En uge senere blev den mistænkte mand anholdt i nærheden, da politiet var på udkig efter ham.

Den tredje og sidste episode skete ved parkeringspladsen nær Wattvej 2 i Brøndby. En uge senere blev den mistænkte mand anholdt i nærheden, da politiet var på udkig efter ham.

Foto: Morten D. Christensen

Den yngre kvinde ænsede ikke rigtigt omgivelserne, da hun ved godt halvsekstiden om morgenen søndag den 6. april sidste år var på vej fra Glostrup Station til sin arbejdsplads. Kvinden var fuldt fokuseret på en videosamtale på sin mobiltelefon med sin mor i et asiatisk land, men pludselig kom en mand og greb om hende bagfra. Episoden var den første i en sag om en mulig seriekrænker, der netop nu rulles op ved Retten i Glostrup med en 31-årig pakistansk mand på anklagebænken for tre voldtægtsforsøg i samme område tre weekender i træk.

Den Korte Version
  • Tre weekender i træk blev kvinder i området ved Glostrup antastet af en 31-årig pakistansk mand, der nu er sigtet for voldtægtsforsøg.
  • Manden hævder, at han blot forsøgte at være venlig, mens kvinderne oplevede hans tilnærmelser som overgreb.
  • Angrebene fandt sted tidligt om morgenen mellem lørdag og søndag i april 2025, og politiet foretog en anholdelse den fjerde weekend.
  • Retssagen i Glostrup slutter i slutningen af januar, hvor anklagemyndigheden kræver fængselsstraf og udvisning for bestandigt.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det var kvinden selv, der fra sin plads i vidneskranken fortalte om den tidlige søndag morgen i april sidste år, hvor hun på Rugmarksvej i Brøndby blev skræmt fra vid og sans af den 31-årige pakistanske mand. Han har erkendt, at han forsøgte at komme i kontakt med kvinden med en forklaring om, at han ville være venner med hende.

Omvendt opfattede kvinden det på ingen måde som en invitation til venskab, da manden, ifølge hendes forklaring, som det første greb om hende bagfra og befølte hende på brysterne. Anklagemyndigheden har da også tiltalt manden for, at han i virkeligheden var ude på at voldtage kvinden, ligesom han er tiltalt for to lignende episoder de to følgende søndage. Han nægter sig skyldig i alle tre forhold.

- Han trak mig tæt ind til sig og holdt hårdt fast. Jeg blev forvirret, fordi det skete så pludseligt, mens jeg var fokuseret på videosamtalen med min mor, forklarede kvinden, der selv kommer fra det asiatiske land, men bor og arbejder i Danmark.

Voldtægtsforsøg tre søndage i træk

Den 31-årige pakistanske mand, der ved sin anholdelse i slutningen af april 2025 kun havde opholdt sig i Danmark i halvanden måned, er tiltalt for forsøg på voldtægt mod tre forskellige kvinder. Alle tre tilfælde skete i samme område på grænsen mellem Brøndby og Glostrup i nærheden af Glostrup Station.

  • Søndag 6. april 2025 cirka klokken 05.35: Den 31-årige er tiltalt for på et ukendt sted på Rugmarksvej i Brøndby at have forsøgt at voldtage en kvinde. Ifølge anklageskriftet skal han have overfaldet kvinden bagfra, fastholdt hende med begge arme og befølt hende på brysterne. Han skal også have lagt sin kind tæt ind mod kvindens kind. Hun fik vristet sig fri, og gerningsmanden løb fra stedet.
  • Søndag 13. april 2025 cirka klokken 04.20: Ifølge anklageskriftet forsøgte den 31-årige mand at tiltvinge sig samleje med en kvinde ved at tage i hendes hænder bagfra. Det skete ud for en privat indkørsel på Banemarksvej i Brøndby. På engelsk skal han have sagt, at han ville have sex med kvinden, og at hun ikke skulle larme. Manden er tiltalt for at presse kvinden op ad buskadset og forsøge at få sin hånd op under hendes bluse og ned i hendes bukser for at røre hende i skridtet. Ifølge anklageskriftet sagde gerningsmanden på engelsk, at det kun ville tage to minutter. Kvinden forsøgte at skubbe overfaldsmanden væk, men han prøvede at holde hende fast og rev i den forbindelse kvinden på hånden. Det lykkedes hende dog herefter at undslippe fra stedet.
  • Søndag 20. april 2025 cirka klokken 01.40: Det tredje voldtægtsforsøg skete på en parkeringsplads i nærheden af en boligejendom på Wattvej 2 i Brøndby. Den 31-årige er også i dette forhold tiltalt for at angribe det kvindelige offer bagfra. Ifølge anklageskriftet skal han bagfra have lagt sin hånd på kvindens skulder og derefter grebet fat om hendes overkrop. Kvinden blev tvunget ned på jorden og befølt på brysterne uden på tøjet. Voldtægtsforsøget mislykkedes ifølge anklageskriftet, fordi kvinden forsøgte at skubbe gerningsmanden væk, kradsede ham i ansigtet og råbte højlydt, hvorefter manden løb fra stedet.

Anklagemyndigheden vil have den 31-årige pakistanske mand idømt en fængselsstraf, hvis retten kender ham skyldig i tiltalen om voldtægtsforsøg. Desuden vil anklagemyndigheden have retten til at udvise manden med indrejseforbud i Danmark for bestandigt, hvis han kendes skyldig.

Kilde: Kilde: Anklageskriftet i sagen

Mor hørte overfald i telefon

Hun oplevede manden som beruset - både fordi han lugtede, og fordi han talte "fuldemandssprog".

- Jeg blev fuldstændigt chokeret og frøs, da han greb mig bagfra. Jeg var meget bange, og det var tidligt om morgenen, hvor der ikke var andre mennesker. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men det kunne jeg ikke. Jeg var stadig i samtale med min mor, og jeg begyndte at græde og råbe om hjælp, fordi jeg håbede, at nogle beboere ville høre mig. Min mor var i telefonen og kunne ikke forstå, hvad der skete, lød det fra kvinden, der talte via tolk i retten.

Hun fornemmede, at hendes råb om hjælp fik gerningsmanden til at løsne grebet lidt, og det betød, at hun faldt forover ned på jorden. Den 31-årige sagde i sin forklaring, at kvinden faldt af sig selv, da hun ville løbe væk.

- Jeg ville bare spørge hende, om jeg kunne få hendes telefonnummer. Mit mål vat at danne venskab med hende, så hun måske kunne hjælpe mig med at få et arbejde. Jeg har ikke prøvet at tvinge hende til noget mod hendes vilje, sagde den 31-årige tiltalte, som også taler gennem tolk i retten.

Det første voldtægtsforsøg skete ifølge politiet et sted på Rugmarksvej i Brøndby tidligt om morgenen den 6. april sidste år.
Det første voldtægtsforsøg skete ifølge politiet et sted på Rugmarksvej i Brøndby tidligt om morgenen den 6. april sidste år. Foto: Morten D. Christensen

Sådan opfører venner sig ikke

Han sagde, at han derpå have bøjet sig ind over kvinden for at hjælpe hende op. Kvinden var i tvivl om hans hensigter, men hun lagde i retten ikke skjul på, at hun frygtede, at det handlede om et seksuelt overgreb. Under alle omstændigheder havde hun svært ved at se, at den 31-årige ville opnå venskab med den fremgangsmåde.

- Jeg tror bestemt ikke, at han ville være venner med mig. Sådan opfører venner sig ikke, fastslog kvinden.

Samtidig dukkede der nogle andre folk op lidt nede af vejen, og den 31-årige valgte at løbe fra stedet. Han nåede at sige "sorry" til kvinden, forklarede både hun og han selv.

Var ikke sig selv på grund af alkohol

I retten bekræftede den 31-årige, at han havde været beruset. Det var i øvrigt også tilfældet ved de to senere episoder. I alle tre tilfælde havde han været på arbejde på et spisested i København, hvor han havde fået fri ved to-tre-tiden om natten. Han havde drukket alkohol efter lukketid, og han havde efter arbejde taget S-toget til Glostrup Station, fordi han boede i nærheden. 

Det er tidligere kommet frem, at den 31-årige mand er uddannet læge i Pakistan. Han var kommet til Danmark i begyndelsen af marts 2025 - altså blot en måned før den første episode med kvinderne. På det tidspunkt var det ikke lykkedes ham at få job som læge, men altså på et spisested, hvor han også havde adgang til alkohol.

- Jeg har ikke været vant til at drikke alkohol før, fordi det er forbudt for mig at drikke i mit hjemland. Jeg vidste ikke, hvordan det påvirkede mig at drikke alkohol, men jeg kunne godt lide det, sagde den 31-årige i retten.

Han gentog flere gange, at det var alkoholen, der havde bragt ham i den tilstand, hvor han havde taget kontakt til kvinderne midt om natten på de mennesketomme gader.

- Jeg erkender, at det ikke var en god måde, jeg kontaktede pigerne på, men jeg var påvirket af alkohol. Jeg havde ingen intention om at have sex, lød det fra den tiltalte.

Anmeldt efter anden episode

Den kvinde, der nu har afgivet vidneforklaring, var som nævnt offer i det første voldtægtsforsøg søndag den 6. april sidste år på Rugmarksvej i Brøndby.

Men det var først ved den anden episode ikke langt derfra ved en privat indkørsel på Banemarksvej en uge senere - palmesøndag den 13. april - at politiet blev involveret. 

Anden gang gerningsmanden slog til var ved en privat indkørsel på Banemarksvej i Brøndby. Efter den episode kom politiet ind i sagen.
Anden gang gerningsmanden slog til var ved en privat indkørsel på Banemarksvej i Brøndby. Efter den episode kom politiet ind i sagen. Foto: Morten D. Christensen

Under det senere grundlovsforhør kom det således frem, at politiet var blevet kontaktet af kvindens mand, fordi hun havde ringet til ham efter overfaldet 13. april.

Efterfølgende havde den overfaldne kvinde fundet ud af, at én af hendes kvindelige kolleger havde været udsat for noget tilsvarende ugen før, og dermed blev politiet gjort bekendt med den første episode, der er beskrevet tidligere i denne artikel.

Det var dog først efter den tredje episode påskesøndag den 20. april sidste år ud for Wattvej 2 i Brøndby, at politiet valgte at inddrage offentligheden. 

Det skete fem dage senere i en pressemeddelelse fredag den 25. april, hvor politiet dels udsendte et signalement af en asiatisk udseende mand, og samtidig bad eventuelle vidner, der havde været i området mellem Glostrup Station og Wattvej i Brøndby natten til påskesøndag, om at henvende sig.

Politiet offentliggjorde efter det tredje voldtægtsforsøg et kort med gerningsstedet samt signalement af den mistænkte. På det tidspunkt nævnte politiet ikke noget om, at der havde været to lignende voldtægtsforsøg ugerne forinden.
Politiet offentliggjorde efter det tredje voldtægtsforsøg et kort med gerningsstedet samt signalement af den mistænkte. På det tidspunkt nævnte politiet ikke noget om, at der havde været to lignende voldtægtsforsøg ugerne forinden. Foto: Københavns Vestegns Politi

Politiet lå på lur

Imidlertid nævnte politiet i pressemeddelelsen ikke noget om de to tidligere episoder, og at der potentielt var tale om en serieforbryder. Men det var Københavns Vestegns Politi dog fuldt ud opmærksom på.

Det viste sig nemlig allerede to dage senere, at politiet natten til søndag den 27. april havde placeret betjente i området ved Glostrup Station til at holde udkig efter den mistænkte gerningsmand, hvis han på ny skulle dukke op en fjerde weekend i træk.

Og det gjorde den 31-årige pakistanske mand da også. Og dermed kunne politiet anholde ham ved 03.40-tiden. Manden erkendte efterfølgende i grundlovsforhøret, at han havde haft kontakt til de tre kvinder de foregående søndage, og at han havde været beruset. Men han afviste, at han havde forsøgt at voldtage dem.

De tre forurettede kvinder er alle beskyttet af navneforbud, og navneforbuddet er udstrakt til også at omfatte den arbejdsplads, som to af kvinderne var på vej til, da de blev antastet. Derfor omtaler Sjællandske Nyheder ikke kvindernes nationalitet og arbejdsplads, men det er kommet frem, at alle tre kvinder stammer fra et asiatisk land.

Senere i retssagen skal også de to andre kvinder afgive vidneforklaring om deres oplevelse med den 31-årige mand, inden der ventes at falde dom i sagen i slutningen af januar. 

Anklagemyndigheden vil have den 31-årige idømt en fængselsstraf og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt, hvis han kendes skyldig.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...