Ved DANVAs netop afholdte nytårstaffel blev Hørsholmborger Bo Lindhardt, der er vicedirektør og vandchef i Novafos, hædret som modtager af DANVAs Initiativpris 2025.
Bo Lindhardt modtager prisen for et mangeårigt, fagligt og visionært engagement i at sikre rent og sundt drikkevand – både nu og for kommende generationer, hedder det i en pressemeddelelse fra DANVA, der er brancheorganisation for danske vandselskaber.
Gennem sin karriere har han kombineret solid forsknings- og praksiserfaring med en vedvarende vilje til at stille spørgsmål og udfordre vanetænkning.
Ved prisoverrækkelsen fremhævede DANVAs formand, Ellen Trane Nørby, betydningen af nytænkning og engagement i vandsektoren.
- Med DANVAs Initiativpris ønsker vi at anerkende dem, der har ydet en indsats ud over det sædvanlige – hvad enten det er i deres egen virksomhed, i lokalsamfundet eller på nationalt plan.
Prisen blev overrakt af DANVAs formandskab og består af en pris samt en rejsecheck på 40.000 kroner.
Skubber udviklingen
Ifølge indstillingen til prisen, der kom fra en bred kreds af aktører fra hele landet, er det særligt karakteristisk, at Bo Lindhardt arbejder for helhed i indsatserne. Ikke kun set fra et vandforsyningsperspektiv, men også med blik for samfundsøkonomi, samarbejde og langsigtede konsekvenser.
Med en PhD i miljøkemi fra DTU (1994) og erfaring fra både forskningsmiljøet og drikkevandsforsyningen har Bo Lindhardt haft alle muligheder for at "gøre som man plejer". I stedet har han insisteret på at skubbe udviklingen – ofte ved at gå foran med sin egen organisation, men lige så ofte ved at tage andre med, lød det videre i motiveringen.
- Et centralt element i begrundelsen er Bo Lindhardts rolle som drivkraft i InSa-Drikkevand – et innovationspartnerskab, hvor en lang række vandforsyninger og DTU Sustain samarbejder om at ruste drikkevandsforsyningerne til at håndtere miljøfremmede stoffer.
- Her har Bo Lindhardt været med til at skabe et samlingspunkt, der gør viden og forskning om miljøfremmede stoffer relevant og anvendelig i praksis – så vandforsyningerne står bedre rustet over for stoffer, der allerede har ramt grundvandet, eller som er på vej. Det kræver initiativ, beslutsomhed og vedholdenhed, lød det i Ellen Thrane Nørbys formandstale.