Sticks’n’Sushi i Lyngby har været en fast del af bybilledet i Lyngby siden åbningen i 2008. Men går vejen dertil i denne tid, går man forgæves - næsten.
Restauranten gennemgår nemlig en omfattende renovering med start i januar, og den forventes først færdig i begyndelsen af marts.
Sælger stadig takeaway
De trofaste kunder behøver dog ikke undvære deres sushi-favoritter. Under renoveringen er Sticks’n’Sushis foodtruck nu placeret på Lyngby Torv, hvor man tilbyder et udvalg signaturretter som takeaway.
- Vi har altid haft mange loyale gæster i Lyngby, og vi glæder os enormt til at byde velkommen til en helt ny restaurant. Indtil da sørger vores foodtruck for, at man stadig kan nyde vores mad, både på farten og derhjemme, lover restaurantchef Emilie Rosenfeldt i en pressemeddelelse fra Sticks’n’Sushi.
Indtil for nylig var planen egentlig, at restauranten skulle flytte op på 4. sal. Det krævede visse ændringer, som de fik politisk tilladelse til i oktober, men i november besluttede man i stedet at blive i stueetagen.
Sten og træ i indretningen
Den nye restaurant får en sofistikeret og imødekommende atmosfære, der symboliserer det japanske begreb Omotenashi - at tage helhjertet hånd om hver eneste gæst - lover pressemeddelelsen videre.
Det nye design ledes af den københavnerbaserede australske arkitekt og designer Emily Broom, som har fokus på at skabe et rum inspireret af klassisk japansk æstetik med et moderne, minimalistisk udtryk.
Naturlige materialer som sten og træ vil præge indretningen, mens afdæmpede farver og samspil mellem lys og mørke skaber en indbydende stemning, lyder ambitionen.
Sticks’n’Sushi blev grundlagt i en kælder i København i 1994 af de halvdanske, halvjapanske brødre Jens og Kim Rahbek samt Thor Andersen.
I dag tæller kæden 12 restauranter i og omkring den danske hovedstad, 15 i Storbritannien og tre i Berlin.