Fra kulørte lamper til luksusspa - Glostrup får sin egen beauty-oase

To søstre får opfyldt deres drøm og åbner et nyt beauty-univers med spa og frisør.

På Hovedvejen er skønhedsklinikken Irelya åbnet med store ambitioner.

På Hovedvejen er skønhedsklinikken Irelya åbnet med store ambitioner.

Foto: Jesper Ernst Henriksen

For ikke længe siden var der kulørte lamper i vinduerne på massageklinikken i en lidt slidt bygning. I dag mødes man af marmor, dæmpet belysning og duften af velvære. En markant forvandling har fundet sted i en bygning i Glostrup, hvor en ny skønhedsklinik nu slår dørene op med alt fra spa og jacuzzi til botox og frisør.

Den Korte Version
  • To søstre har åbnet en ny luksus skønhedsklinik, Irelya, i Glostrup, der tidligere husede en tvivlsom massageklinik.
  • Borgmester Kasper Damsgaard klippede den røde snor ved åbningen og roste den markante forvandling af bygningen.
  • Irelya tilbyder et samlet beauty-univers med spa, frisør, kosmetolog og kosmetiske behandlinger under ét tag.
  • Søstrene, der har erfaring i skønhedsbranchen, har realiseret en familiedrøm med deres far som investor.
  • Placeringen i Glostrup er valgt for at støtte lokalområdet og tilbyde nem adgang og parkering for kunder.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Det var borgmester Kasper Damsgaard (S), der klippede den røde snor til  skønhedsklinikken Irelya i den totalrenoverede bygning på hjørnet af Hovedvejen og Emilsvej, lige ved Bauhaus. I sin korte tale bemærkede han også den markante forandring, som bygningen og virksomheden i den har gennemgået over det seneste års tid. Og han takkede de to lokale indehavere, søstrene Gülsan Karaca og Camila Karaca for at have valgt Glostrup.

- Vores koncept er at lave et beauty-univers, hvor vi har alt samlet under et tag. Vi har  både frisør, kosmetolog, ansigtsbehandling, og så har vi et lækkert spa-område, hvor man rigtig kan slappe af. Vi laver alle kosmetiske handlinger med tilknyttede læger og sygeplejersker, siger Gülsan Karaca.

Dermed behøver kunderne kun køre et sted hen, når de vil bruge tid og penge på at forkæle sig selv. 

- Vi går ind for, at folk kommer ind og plejer og passer på sig selv. At man værdsætter sig selv og bruger en time eller to på sin fridag og kommer ind og får ordnet hår, negle eller fødder eller får en god massage herinde, siger Gülsan Karaca.

Drøm der går i opfyldelse

De to søstre har været i skønhedsbranchen i flere år. Gulsan Karaca er kosmetisk behandler og Camila Karaca er hudterapeut. Det er deres far, der er investor.

- Vi har skabt Irelya sammen som familie og prøvet at skabe noget unikt. Vi har længe drømt om at lave noget sammen som familie og så fik vi muligheden her, siger Gülsan Karaca.

I det totalroverede hus er der en afslappet stemning og plads til velvære.
I det totalroverede hus er der en afslappet stemning og plads til velvære. Foto: Jesper Ernst Henriksen

De to søstre er opvokset i Glostrup, så det var helt naturligt for dem at kigge efter en placering her.

- Vi tænkte, at det skal være i vores egen by. Vi vil hellere støtte vores lokalområde end at lave det i en anden by. Og så synes vi, at der manglede en del af de her tilbud i  Glostrup, siger Gülsan Karaca.

Med placeringen lige ved Hovedvejen er det nemt at komme til og parkere for kunder, der kommer i bil.

- Vores kunder skal ikke køre rundt og stresse over at finde en parkeringsplads i bymidten, siger Gülsan Karaca.

Søstrene håber, at de med det samlede tilbud kan tiltrække kunder til Irelya fra hele Sjælland.

- Det her koncept med at samle det hele i en bygning, det er der ikke nogen, der har lavet i Danmark, siger Gülsan Karaca.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...