Klub søger modtagere af donationer til velgørende formål

Fristen for at ansøge er torsdag den 15. januar.

Sådan så det ud, da donationerne blev uddelt efter forårskoncerten i 2025.

Sådan så det ud, da donationerne blev uddelt efter forårskoncerten i 2025.

Foto: Rotary Slagelse

Rotaryklubberne i Slagelse inviterer igen lokale foreninger og initiativer til at søge om støtte fra den traditionsrige Forårskoncert. Siden 2015 har klubberne uddelt hele 937.000 kroner til gode formål i lokalområdet – og efter koncerten den 8. maj 2026 forventes det samlede beløb at runde 1 million kroner.

Den Korte Version
  • Rotaryklubberne i Slagelse opfordrer lokale foreninger til at ansøge om donationer til velgørende formål inden den 15. januar 2026.
  • Siden 2015 har klubberne uddelt 937.000 kroner.
  • Ansøgninger skal sendes til Birgit Mensberg og beskrive formål og forventet effekt af donationen.
  • Rotarykoncerterne har tidligere støttet organisationer som Mødrehjælpen og Røde Kors.
  • Annika Aakjær er hovednavn ved Forårskoncerten, der afholdes i Slagelse Teater den 8. maj 2026.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

– Det er en stor glæde for os at kunne støtte lokale projekter, der gør en reel forskel for mennesker her i kommunen. Hvert år modtager vi mange gode ansøgninger, og det er inspirerende at se, hvor meget engagement der findes i vores område, siger Birgit Mensberg fra Rotary i en pressemeddelelse.

Foreninger, organisationer eller projekter, der ønsker at komme i betragtning til en donation, skal sende en kort ansøgning, der beskriver, hvem de er, hvad de søger støtte til, og hvordan donationen vil gøre en forskel. 

Ansøgninger skal sendes til Birgit Mensberg på mail: birgit@mensberg.dk. Fristen for ansøgninger er torsdag den 15. januar 2026.

Årets navn 

Gennem årene har Rotarykoncerterne støttet en lang række lokale formål, blandt andre Mødrehjælpen, BROEN Slagelse, TUBA, Røde Kors’ lokale indsatser, Slagelse Garden, Barnets Blå Hus, Veteranhaven og Recovery Bulls.

Når scenelyset tændes i Slagelse Teater den 8. maj 2026, bliver det med Annika Aakjær som årets hovednavn.

Med sange som “Pige træd varsomt”, “Datter” og “Perfekt som mig” har Annika Aakjær markeret sig som en kunstner, der både kan få publikum til at smile og reflektere – og hendes koncerter er kendt for at balancere det sårbare og det sjove på en helt særlig måde.

Forårskoncerten arrangeres i samarbejde mellem Slagelse Rotary Klub og Slagelse-Antvorskov Rotary Klub. Overskuddet fra koncerten går ubeskåret til lokale velgørende formål.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...