Godt nytår blev der sagt igen og igen, da omkring 130 frivillige, medlemmer, samarbejdspartnere, politikere og øvrige interesserede lagde vejen forbi, da Frivilligcenter Allerød 12. januar afholdt årets Nytårskur.
Meningen med nytårskuren er at hylde frivillighedens betydning i lokalsamfundet, skriver Frivilligcenter Allerød i en pressemeddelelse.

Formand Alice Silkjær bød velkommen og holdt tale, hvor hun blandt andet introducerede begrebet "social fitness" som en nøgle til stærke fællesskaber og et velfungerende civilsamfund. Hun understregede samtidig frivilligcentrets rolle som brobygger og katalysator for lokale fællesskaber.
Allerøds nytiltrådte borgmester Clara Rao holdt sin første officielle tale og satte fokus på frivillighedens afgørende plads i udviklingen af velfærdssamfundet. Hun takkede de mange frivillige for deres store engagement, der er med til at sikre sammenhængskraften i lokalsamfundet.

Revy og blæsere
Til nytårskuren var der også underholdning: Lillerød Revyen lagde vejen forbi og leverede en række humoristiske sketchs, der skabte smil og latter i salen. Musikalsk blev gæsterne forkælet af blæserensemblet Trio Andante, som blandt andet spillede Champagnegaloppen og Vær Velkommen Herrens År.
- Nytårskuren markerede begyndelsen på endnu et år, hvor Frivilligcenter Allerød vil arbejde for at styrke fællesskaber, fremme medborgerskab og understøtte det lokale foreningsliv. Den store tilslutning vidner om et stærkt og engageret lokalsamfund, hvor frivilligheden står centralt, står der i pressemeddelelsen fra Frivilligcenter Allerød.