I sommeren 2022 var det byens nye spisested med en forkærlighed for lokale råvarer, når det var muligt, og med inspiration fra både danske traditioner og køkkener ude omkring i Europa. Nu er der sået tvivl om stedets fremtid.
- Restaurant Qudu, kendt for lokale råvarer og europæisk inspiration, lukker midlertidigt.
- Stedet blev skabt som et hyggeligt familiested med fælles servering.
- Firkløveret bag Qudu består af Mariusz Klepacz, Nicole Phongphithak, Ibo Saday og René Holck.
- Navnet Qudu blev valgt, da det oprindelige navn var brugt af en danseskole.
- Restauranten er nu lukket, og kontakt til ejerne har ikke været mulig.
I et opslag på Facebook, som handler om, hvor man bør tage ud for at spise en romantisk middag, er der flere, der foreslår Qudu - men i kommentarsporet sås der tvivl om at restauranten er lukket.
Når man går forbi restauranten, som ligger på Nygade 7, er der heller ikke meget at se. Et fyldt aksebæger og mørke vinduer er det eneste, man møder.
Restaurantens hjemmeside er heller ikke længere tilgængelig, deres telefonnummer virker ikke, og på døren ind til restauranten sidder et skilt, som fortæller, at den er midlertidigt lukket.
Sjællandske Nyheder har forsøgt at kontakte ejerne af Qudu for at få en kommentar, men det har ikke været muligt.

Som hjemme ved spisebordet
Da Restaurant Qudu blev skabt, var det med et ønske om, at det skulle være et hyggeligt familiested, og maden kom derfor i fade og skåle, hvorfra man kunne øse op, ligesom hjemme ved spisebordet.
Efter et større renoveringsarbejde, hvor alt blev revet ned, stod firkløveren, bestående af kok, køkkenchef og medejer Mariusz Klepacz, restaurantchef, kok og medejer Nicole Phongphithak samt medejere Ibo Saday og René Holck, klar til at tage imod gæsterne.
Selvom renoveringsarbejdet havde været et stort projekt, var det mindst lige så stort arbejde at finde det rigtige navn til restauranten.
- Det blev Momentum Mad og Vin, men så fik vi at vide, at der er en danseskole med navnet Momentum i byen. Vi endte med Qudu, som sagt lidt hurtigt lyder som ku’ du. For vi kan, fortalte Mariusz Klepacz tilbage i sommeren 2022.