Når der fra den 19. januar er valg til TryghedsGruppen og TrygFonden, er tryghed igen et centralt tema.
Blandt kandidaterne er den lokale genopstiller fra Vestsjælland, Kenny Kragesand. Han er 58 år, teamleder i Søfartsstyrelsen, brandmand gennem 25 år og til dagligt bosiddende i Skælskør.
- Gennem mit arbejde som brandmand og hjerteløber har jeg i mange år haft tæt kontakt med mennesker i sårbare situationer. Min erfaring er, at rettidig omhu, nærhed og støtte er afgørende, når krisen rammer.
I 2026 forventes TrygFonden at uddele 775 millioner kroner til tryghedsskabende indsatser i hele landet, herunder også i Region Sjælland.
- Som lokal stemme fra Vestsjælland ønsker jeg at arbejde for, at midlerne bruges dér, hvor de gør størst gavn, og at kunder fortsat har adgang til forsikringer af høj kvalitet til fair priser, siger Kenny Kragesand.
Kunder i Tryg, Alka og samarbejdspartnere kan stemme digitalt via e-Boks og på www.tryghed.dk/stem.