Nye rækkehuse på vej

Fremtidens Gadehavegård, set som en visualisering.

Fremtidens Gadehavegård, set som en visualisering.

Foto: Arkitema

Gadehavegård gennemgår for tiden en større udvikling. Det almene boligselskab Domea og Høje-Taastrup Kommune arbejder med en samlet helhedsplan, hvor opførelsen af 137 nye rækkehuse har som mål  at skabe et mere blandet, trygt og attraktivt boligområde.

Det sker gennem både renovering, nye byrum og variation i boligudbuddet. De nye rækkehuse er udviklet som en direkte forlængelse af helhedsplanen "Mere gade, mere have, mere gård", der er skabt af Arkitema, der også har designet de ny rækkehuse, i samarbejde med ingeniørerne fra COWI. 

Forhaverne skal blive til små, åbne mødesteder, der skal skabe liv på gaden og styrke naboskabet, mens baghaverne skal give privathed og ro, men stadig med forbindelse til grønne fællesområder.

Målet er at tilføre området noget, der forbedrer hverdag og sammenhængskraft, og samtidig tilbyder nye boligmuligheder til såvel eksisterende beboere som nye tilflyttere, skriver Cowi i en pressemeddelelse.

Modulbyggeri

Rækkehusene opføres som modulbyggeri, hvor omkring 80 procent af boligen produceres i BM Byggeindustris fabrik i Hobro, før de ankommer til byggepladsen. Modulbyggeriet giver nogle klare fordele i forhold til byggeprocessen, materialeforbrug og logistik.

Rækkehusene kommer til at udgøre en mindre del af de mange boliger i Gadehavegård, men de er sammen med landskabsprojektet omkring dem en vigtig brik i at forbedre området for både eksisterende og kommende beboere.

Ved at tilføre blandede ejerformer er målet at skabe nye boligmuligheder for lokale beboere, mens det også tiltrækker nye familier udefra. Det skal skabe en mere varieret beboersammensætning og resultere i et mere levende, robust nærmiljø.

De 137 nye modulrækkehuse udføres i fire etaper fra 2026 til 2031. Første etape begynder i april 2026, og de første beboere forventes at kunne flytte ind i november 2026, skriver Cowi i pressemeddelelsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...