Indsamlingen af alle slags affald begynder igen fra og med i morgen onsdag den 14. januar. Skraldebilen kommer forbi på den almindelige tømmedag.
- Skraldeindsamlingen i Frederikssund genoptages onsdag den 14. januar efter en uventet pause.
- Kommunen og renovationsselskabet Verdis stoppede afhentningen, hvilket skabte utilfredshed blandt borgerne.
- Borgere skal rydde sne fra fortov og affaldsbeholdere for at sikre adgang for skraldefolkene.
- Ekstra affald kan afleveres i klare plastposer eller på genbrugspladsen, hvis det ikke kan vente til tømmedagen.
- Visse områder kan stadig være ufarbare, og skraldebilen kan derfor ikke nå alle adresser.
Sådan lyder meldingen fra Frederikssund Kommune, hvor kommune og renovationsselskabet Verdis i sidste uge meget pludseligt stoppede al afhentning af skrald hos borgerne.
En beslutning der gik viralt på de sociale medier, og som mange borgere var godt utilfredse med.
Læs også
- Frederikssund er gået viralt: - Derfor er det kun her i kommunen, man ikke får tømt affald
- Det er for farligt - kommune indstiller affaldstømning to uger frem
Men nu har Kong Vinter trukket snuden til sig for denne gang, og nu kan skraldefolket igen komme sikkert ud og hente skrald.
For at renovationsmedarbejderen kan komme til borgernes affald, beder kommunen om, at man rydder fortovet ved sin grund og fjerner sne fra beholderen.
1 meters bredde
Hvis der er en vold af sne mellem fortov og kørebane, skal man grave en sti til skraldemanden på cirka en meters bredde, lyder kravet fra kommune og renovationsselskab.
Låget på beholderen skal kunne lukkes. Ekstra restaffald, madaffald og plast tages med, hvis det er pakket i en sæk af klar plast på maksimalt 10 kg per sæk.
Hold affaldet indenfor indtil tømmedag, så man undgår besøg af fugle eller ræven, er meldingen også fra Frederikssund Kommune.
Ekstra glas, pap, papir og metal kan afleveres på genbrugspladsen.
Hvis man ikke kan vente til tømmedagen med restaffald og madaffald, så er de midlertidigt opstillede beholdere til restaffald og madaffald fortsat tilgængelige.
Fortsat ufarbar vej
Budskabet fra Verdis er, at skraldebilen forsøger at komme frem til alle adresser
I nogle sommerhusområder med private fællesveje, hvor grundejerforeningen selv har ansvaret for vintertjeneste, og på enkelte boligveje i byerne vil der kunne være ufarbart for renovationsmedarbejderen, selvom der ikke længere er frostgrader.
Er der et tykt lag is på vejen, så kan renovationsmedarbejderen ikke tømme ens beholder, men må nøjes med at registrere, at der ikke kunne tømmes, hedder det.
Renovationsfirmaet beklager den ærgerlige situation og forstår frustrationen hos dig, der er berørt.