Borgerforslag rulles ud - 400 borgere kan få deres sag til politisk behandling i byrådet

Hvis et forslag så får opbakning fra mindst 400 borgere inden for seks måneder, bliver det taget op til politisk behandling.

Hvis et forslag så får opbakning fra mindst 400 borgere inden for seks måneder, bliver det taget op til politisk behandling.

Foto: Kenneth Tanzer

Her fra det nye år får borgerne i Egedal Kommune en ny og nem mulighed for at blive hørt. Kommunen indfører nemlig borgerforslag, som betyder, at borgere og virksomheder i kommunen kan stille forslag direkte til byrådet. Hvis et forslag så får opbakning fra mindst 400 borgere inden for seks måneder, bliver det taget op til politisk behandling.

Alle over 15 år med bopæl i Egedal Kommune – samt erhvervsdrivende med adresse i kommunen – kan stille et borgerforslag. Det kan handle om initiativer, projekter eller andre emner, som kommunen har mulighed for at beslutte noget om.

- Borgerforslag giver Egedalborgerne en direkte mulighed for at sætte deres egne idéer på dagsordenen. Det styrker dialogen mellem borgere og politikere og kan bringe nye perspektiver ind i det politiske arbejde. Vi glæder os til at se de mange gode forslag – både fra borgere og fra virksomheder med base i Egedal, siger borgmester Birgitte Neergaard-Kofod.

Der findes allerede flere måder at komme i kontakt med byrådet på – for eksempel ved at få foretræde for et udvalg, møde politikerne i deres træffetid, kontakte et byrådsmedlem direkte eller stille spørgsmål i Byrådets spørgetid, men med borgerforslag får borgere nu også mulighed for selv at få et forslag sat på byrådets dagsorden.

Enigt byråd står bag

Borgerforslag skal blandt andet leve op til, at det handler om kommunens opgaver eller noget, kommunen lovligt kan tage stilling til. Det må ikke handle om personlige sager eller indeholde fortrolige eller personfølsomme oplysninger. Forslaget må heller ikke være stødende, chikanerende eller indeholde reklame, ligesom emnet ikke allerede må være behandlet politisk i den nuværende byrådsperiode

Forslagsstilleren skal være fyldt 15 år og bo i eller være erhvervsdrivende i Egedal Kommune. Forslag indsendes via borgerforslag.egedalkommune.dk, og hvis forslagene opfylder kravene vil de blive publiceret på borgerforslagshjemmesiden, hvorefter borgere i kommunen kan stemme på forslaget.

Ordningen er vedtaget af et enigt byråd og indføres som en forsøgsordning i halvandet år, hvorefter den skal evalueres.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...