Der er åbenbart rigtig mange mennesker, der gerne vil sove i en gammel hotelseng. I hvert fald blev de 150 gamle senge, som Scandic Hotel i Ringsted skulle af med, revet væk.
- Scandic Hotel i Ringsted udskiftede deres senge og forærede de gamle væk gratis.
- Hotellet annoncerede tilbuddet på Facebook, hvilket skabte stor interesse og kø ved hotellet.
- 150 senge blev afhentet hurtigt, med de sidste 30 senge givet væk på en enkelt dag.
- René Corneliussen sikrede sig de sidste fire senge efter en hurtig reaktion på opslaget.
- De afhentede senge var brugte, men modtagerne planlagde at opgradere dem med nye topmadrasser.
Varevogne og biler med trailere holdt i kø, da Sjællandske Nyheder lagde vejen forbi Scandic Hotel ved frokosttid mandag. Godt en time tidligere havde hotellet lagt et opslag op på Facebook i en lokal Ringsted-gruppe og tilbudt gratis senge.
- Vi har netop udskiftet alle vores senge. Vi har fået afsat de fleste, men står tilbage med ca. 30 senge, som gives gratis væk. Mangler du – eller én du kender – senge til sommerhus, kolonihave eller gæsteværelse, er dette en oplagt mulighed. Afhentning skal ske i dag eller i morgen – først til mølle, skrev hotellet i opslaget.

Hvis der er noget, der kan få midtsjællænderne hurtigt ud af busken, så er det et godt tilbud. Der kom både midaldrende mænd med en lille trailer, der bare skulle have en enkelt boksmadras med hjem.
Og så kom der virksomheder med store varevogne med flere personer, der hurtigt smed ti senge ind bagi varevognen.
30 væk på en time
I alt har Scandic Hotel foræret 150 senge væk – de fleste i løbet af december måned. Men mandag skulle de så af med de sidste 30 senge, og derfor lavede de opslaget på Facebook.
Og det virkede. Godt en time senere var alle senge afhentet. De sidste fire blev hentet af René Cornelius.
- Min kone ringede til mig, da jeg var på vej hjem fra arbejde. Hun havde set opslaget på Facebook og bad mig køre direkte herhen, fortæller René.

På trods af den hurtige reaktion var de fleste senge allerede væk, da han nåede frem. Men han nåede da at sikre sig fire boksmadrasser, selvom de tydeligt bar præg af at være godt brugte.
- Der må komme en ny topmadras på, og så går det nok. Én af sengene skal min datter have. Hun ligger lige nu på en sovesofa, så det bliver godt at få en rigtig seng til hende. Og så er der en ekstra, hvis hun flytter hjemmefra, fortæller han.
René Corneliussen havde dog ikke fået en trailer med, så han måtte vente på, at hans bror kom med en trailer og hjalp ham med de fire senge.
