Nordhøj er i den grad kommet i politiets søgelys. Fredag var færdselspolitiet nemlig igen igen til stede på strækningen, hvor der ofte bliver trykket alt for hårdt på speederen. Denne gang blev bilisterne igen blitzet på stribe, der blev nedlagt påstand om frakendelse af kørekort, og en ung mand står nu til et kørselsforbud.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Sjællandske Nyheder.
Klokken 11.33 gik første bilist i fælden. En 40-årig mand fra Køge blev målt til at køre 92 km/t i byzone, hvilket kan medføre betinget frakendelse af kørekortet.
Klokken 12.10 blev en 21-årig mand fra Sydsjælland målt til at køre 85 km/t samme sted i en lastbil. Han står nu til en påstand om frakendelse af kørekortet.
Klokken 12.25 var det en 37-årig kvinde fra Havdrup, der blev målt til 86 km/t på strækningen.
Klokken 12.51 var det så en 17-årig ung mand fra Store Heddinge, der blev taget med 91 km/t. Han står som ny bilist nu til et kørselsforbud.
I alt gik fire bilister i fælden på lidt over en time. Også dagen før gik yderligere fire bilister i fælden på Nordhøj.
Blitzet på stribe
Klokken 13.56 torsdag blev en 51-årig mand fra Solrød målt til at køre 86 km/t på Nordhøj. Kort efter, klokken 14.14, blev en 53-årig mand fra Slagelse målt til 84 km/t, og klokken 14.37 blev en 22-årig mand fra Roskilde standset, da han kørte 89 km/t.
Tidligere på dagen, klokken 10.02, blev en mand fra Vallensbæk også standset på Nordhøj i Køge. Han blev målt til at køre 85 km/t i byzone.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi har færdselspolitiet fokus på Nordhøj, da de kan konstatere, at der ofte bliver kørt for stærkt. De oplever også, at nogle bilister er i tvivl om, hvor hurtigt man må køre, og tror, at man må køre hurtigere, end man egentlig må.