TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland har netop uddelt 5.950.673 kroner til nye tryghedsskabende projekter og aktiviteter rundt om i regionen. De nye donationer er uddelt efter fire ud af TrygFondens i alt fem overordnede mål og skal alle bidrage til at styrke trygheden i det sjællandske. I Slagelse er der blevet doneret til lokale projekter i tre af de fire kategorier.
- TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland har uddelt 5.950.673 kroner til tryghedsskabende projekter.
- Donationerne er fordelt på fire ud af fem af TrygFondens overordnede mål, herunder projekter i Slagelse.
- Sørby Esport i Slagelse modtog 152.000 kroner til projektet "Gaming med omtanke" under kategorien for børn og unge.
- Alliancehavens Beboer- og Aktivitetsforening fik 12.495 kroner til "Nye solide opslagstavler" for at fremme et trygt voksenliv.
- Den integrerede daginstitution Byskovgård og Natteravnene Slagelse modtog midler til førstehjælpskurser under kategorien "Tryghed i hverdagen".
Med kategori 1: "Børn og unge skal udfolde deres potentiale", arbejder TrygFonden for, at alle børn og unge kan leve et liv, hvor de trives fysisk, mentalt og socialt og rustes til uddannelse, så de kan udfolde deres potentiale og leve et godt og sundt liv.
I Slagelse Kommune har Sørby Esport således modtaget 152.000 kroner til deres projekt ”Gaming med omtanke”.
Kategori 2: "Voksne skal kunne leve et trygt og sundt liv", afspejler TrygFondens mål for, at flere voksne kan realisere og fastholde en sund livsstil, have et trygt arbejdsliv og deltage i positive fællesskaber.
Her har Alliancehavens Beboer- og Aktivitetsforening i Slagelse modtaget 12.495 kroner til projekt ”Nye solide opslagstavler”.
TrygFonden og Tryghedsgruppen
TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er største aktionær i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtet ejerskab og almennyttige uddelinger.
TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland består af 10 demokratisk valgte kandidater. Sammen med repræsentanterne fra de øvrige fire regioner udgør de TryghedsGruppens øverste myndighed og har bl.a. indflydelse på de midler, TrygFonden hvert år uddeler til landsdækkende og regionale projekter.
Fra den 19. januar 2026 til og med den 2. februar 2026 er der valg til TryghedsGruppens repræsentantskab i Region Sjælland. Alle, der er bosiddende i Region Sjælland og medlemmer af TryghedsGruppen kan stemme på den kandidat, de mener, skal optage en af de 10 pladser i det regionale råd.
Ingen projekter i kategori 3: "Et trygt ældreliv" har i denne omgang modtaget midler fra TrygFonden.
Men det har to af de lokale ansøgere i kategori 4: "Tryghed i hverdagen".
Med donationer til den støttepulje søger TrygFonden at styrke arbejdet for, at flere bliver i stand til at hjælpe sig selv og andre, når der er behov for det.
Således modtager Den integrerede daginstitution Byskovgård i Slagelse og Natteravnene Slagelse henholdsvis 14.047 kroner og 12.600 kroner til afholdelse af førstehjælpskurser.
Næste frist for ansøgning om midler hos TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland er den 1. marts 2026.