Sognegård flytter ind på kasernen

I Langebæk pastorat har man længe haft brug for en ny sognegård, og nu er valget faldet på den gamle kaserne i Stensved, hvor pastoratets ansatte så småt har taget de nyistandsatte lokaler i brug. Faktisk rykkede både konfirmander og de to præster ind allerede i efteråret, men da der først kommer møbler i de øvrige lokaler i løbet af foråret, har menighedsrådene ventet med at invitere til officiel åbning endnu.

- Her er adgang for rollatorer og kørestole og så videre, fortæller Sonja Andersen fra Stensby menighedsråd, der er begejstret for de nye lokaler. Her er indrettet handicaptoilet og der bliver snarest mulig etableret en slidske, så der bliver nem adgang til sognegården.

Præcis, hvad der skulle stå på skiltet til sognegården har været diskuteret meget i menighedsrådene, for sognegården hører under Langebæk pastorat. Men belært af problemerne med Langebækhallen, der ligger i Stensved, men som folk ligger og kører rundt efter i Langebæk, valgte menighedsrådene at kalde sognegården for “Stensved sognegård - Langebæk pastorat”.

Det perfekte sted

At den nye sognegård har fået til huse på Stensved kaserne er ikke nogen tilfældighed. Her er gode busforbindelser, og det er helt essentielt.

- Vi er et landprovsti og et landsogn, men selvom vi har Vordingborg som stort bysogn, så er der jo langt fra den ene ende til den anden, fortæller Sonja Andersen.

Langebæk pastorat skal i fremtiden huse en provst, og når vedkommende er blevet ansat, står pastoratet med en præst uden bopælspligt. De opgaver, man tidligere har kunnet løse i selve præstegården, skal derfor nu finde sted i en sognegård.

- Vi vil gerne være en del af sognet og det her sted vil sagtens kunne bruges som et aktivt mødested, siger Sonja Andersen om Stensved Kaserne. Selvom hun samtidig erkender, at der ikke var andre erhvervslejemål at få i Stensved, så rummer den gamle kaserne netop muligheden for at skabe liv og samle lokalbefolkningen. Faciliteterne er her; det er blot et spørgsmål om, hvad og hvem man lader flytte ind i bygningerne.

Den nye sognegård rummer undervisningslokaler for konfirmander, stort mødelokale med tilhørende anretterkøkken, kontorer til præster og sekretær, samtalerum, arkiv og et lokale, hvor organist og kirkesanger kan have ting stående.

- Her er også et klaver, fortæller Sonja Andersen, hvormed ikke bare organisten og kirkesangeren har mulighed for lige at øve lidt i sognegården, men også mulighed for at lave sangaftner i sognegården. Desuden åbner Sonja Andersen op for, at også andre kan få lov at benytte sognegårdens lokaler til arrangementer.

- Så længe det ikke strider mod vores tro, siger hun.

- Vi skulle gerne falde helt på plads i løbet af tre måneder, siger Sonja Andersen og håber at kunne invitere til en officiel indvielse af sognegården til juni.

Mulighed for udstillinger

Gulvene er de “gamle” linoleumsgulve, som man har valgt at bevare, da de er i udmærket stand. På gangene er nu sat galleriskinner op, så kunstnere kan komme til at udstille i sognegården på skift.

- Det vil skabe lidt liv, mener Sonja Andersen, der også har planer om at istandsætte udenomsarealerne. Blandt andet er der en nordvendt terrasse med noget beplantning, hvor der er læ.

Fakta

Stensved sognegårds adresse er Vestenbækvej 2, bygning 4A, 4773 Stensved.

Det næste arrangement i Stensved sognegård finder sted 29. marts klokken 19, hvor litteraturkredsen mødes.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...