“Under al kritik, det er virkelig dårligt arbejde og der er bare INGEN undskyldninger,” lød det for nyligt fra en frustreret lokalborger i Greve Kommune, som hurtigt blev istemt af mange.
Særligt også grænsen til andre kommuner, hvor det så noget bedre ud, var noget, flere påpegede, ligesom Jimmi Jensen også selv gjorde i opslaget:
”Vi har lige gået Mosede Parkvej til Solrød/Trylleskoven og igennem Karlslunde, HELT fyldte fortove, der var INTET ryddet på Køgevejen/Strandvejen og hvad den ellers hedder HELE vejen til bygrænsen i Solrød, i det øjeblik vi krydsede ’grænsen’ var ALT RYDDET! Virkelig, virkelig dårligt af Greve Kommune, men det er jo ligesom alle de andre forsømte områder i Greve, der trods gentagne ’giv et praj’ der intet sker ved!”
Dermed henviser han til appen Giv et praj, hvor man kan tippe kommunen om fejl og mangler, blandt andet vedrørende veje.
Læs også
- Her har kommunen ansvar for at fjerne sne og is
- Det er dit ansvar at rydde sneen væk
- - Er snerydningen sparet væk?
Bør bevæge sig efter forholdene
Greve Kommune afviser dog kritikken og peger på, at der arbejdes ud fra et politisk vedtaget serviceniveau. Kommunen har et budget på 7,6 millioner kroner til saltning og snerydning, og indsatsen sker efter en prioriteret plan, hvor veje, stier og pladser indgår.
”Greve Kommunes veje var farbare for biler under snefaldet, men kommunen henstiller altid til borgerne, at de bevæger sig efter forholdene. Det vil ikke være alle stier og fortove, som er farbare døgnet rundt ved større snefald. Giv et praj fungerer godt, og det er en stor hjælp, at borgerne indberetter, hvis de ser noget, som skal ordnes. I 2025 var der 2390 henvendelser fra borgere, hvoraf 1771 indtil videre er blevet løst”, lyder det fra kommunen i et skriftligt svar.
Her har den også vedlagt et billede fra 5. januar, som er taget lige ved grænsen mellem Solrød og Greve Kommune, hvor der er ryddet.
