Anna Sofie Morell er stille sovet ind, 81 år gammel, efter et kræftforløb.
Med hendes bortgang har vi mistet et menneske, der med varme, omsorg og stor ansvarsfølelse sætter et varigt aftryk på GrønnegadeCentret.
Anna Sofie var med til at starte GrønnegadeCentres Venner og har været forperson i mange år. Det gjorde hun ikke for anerkendelsens skyld, men fordi hun så et behov for en ekstra indtægt til centret og ønskede at samle mennesker i et fællesskab.
Læs også
Som frivillig i både rengøring og reception var Anna Sofie til at regne med. Hun mødte vores medlemmer med venlighed, retfærdighed og respekt. Var ikke bange for at tage fat, og tidligere svingede hun gulvkluden, og senest havde hun medansvar for centrets billetbestilling.
På scenen i Centerrevyen var hun også med, hvor hun var en humørspreder som aktør. Mange vil huske hendes hjælpsomhed og den måde, hun altid fik alle til at føle sig velkomne.
Hun bidrog også som korrekturlæser på centerbladet, hvor hendes omhu, sproglige sans og blik for detaljen var uvurderlig. Anna Sofie gjorde sig umage i ord, i handling og i relationer.
Læs også
Ved sin side havde Anna Sofie sin mand Morten, som også har haft sin gang i centret. Vores tanker går til Morten, der har mistet sin livsledsager og til familien i denne svære tid.
Vi vil huske Anna Sofie for hendes store hjerte, hendes engagement og hendes evne til at gøre en forskel. Hun vil blive savnet, men hendes indsats og ånd lever videre i fællesskabet.
Æret være Anna Sofies minde.
Læs også
