Tollundmanden var op mod ti år yngre end hidtil antaget da han døde

Nye scanninger viser, at Tollundmanden var yngre end antaget og kan have tilhørt privilegeret klasse

Tollundmanden er det helt store trækplaster for besøgende på Museum Silkeborg. Nye undersøgelser af moseliget har givet ny viden om et af verdens bedst bevarede moselig. (Arkivfoto).

Tollundmanden er det helt store trækplaster for besøgende på Museum Silkeborg. Nye undersøgelser af moseliget har givet ny viden om et af verdens bedst bevarede moselig. (Arkivfoto).

Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix

Et af verdens bedst bevarede moselig Tollundmanden var op mod ti år yngre, end hidtil antaget, da han døde.

Det viser nye scanninger af moseliget, skriver DR.dk og Midtjyllands Avis.

Antagelsen har hidtil været, at Tollundmanden, der blev fundet i et moseområde vest for Silkeborg i 1950, var omkring 40 år.

Men nu viser det sig, at han nærmere var i 30'erne eller i slutningen af 20'erne.

- Vi har undersøgt hans nakke, ryg og tænder. Intet af det er særligt slidt, og det peger alt i samme retning. Nemlig at vi har at gøre med en forbavsende lidt slidt mand, siger direktør for Museum Silkeborg Ole Nielsen til DR.

Moseliget, der regnes for at være cirka 2400 år gammelt, udstilles på Museum Silkeborg.

Men i 2024 var det en tur forbi Retsmedicinsk Institut på Aarhus Universitet for at blive scannet med en såkaldt mikro-CT-skanner.

Tollundmanden blev fundet med et reb om halsen. Men hvorfor han tilsyneladende blev hængt, ved man ikke så meget om.

De nye undersøgelser viser ifølge museumsdirektøren, at Tollundmandens sundhedstilstand var overraskende god, da han døde.

Det indikerer ifølge Ole Nielsen, at Tollundmanden måske har været mere privilegeret end de fleste.

Ole Nielsen peger over for Midtjyllands Avis også på, at manden blev fundet med maven fuld af byggrød.

- Noget kunne derfor tyde på, at han ikke var et menneske nederst i samfundslagene, siger han til mediet.

De nye oplysninger vil ifølge museumsdirektøren indgå som en del af formidlingen af historien omkring Tollundmanden.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...