Magthavere, der selv skriver nyhederne, og overvågning af skærme overalt. Engang var det en dystopi, i dag er det skræmmende virkelighedsnært.
George Orwells dystopi ’1984’ er mere aktuel end nogensinde før, og på Mantziusgården bliver den i januar bragt til live af børne- og ungdomsteatret Limenas.
Forestillingen '1984 | 2026' har premiere torsdag den 15. januar og opføres frem til den lørdag den 24. januar.
Sørgeligt aktuelt storværk
Da Orwell udgav sin roman i 1949, havde han ingen anelse om, at den ville blive et af litteraturhistoriens helt store værker. Eller at den ville blive et ret virkelighedstro billede på vores nutid.
Den 77 år gamle historie formår at få én til at stoppe op, tænke sig om og stille kritiske spørgsmål - og netop det er måske noget, vi har særligt brug for i disse tider.
Malene Sørensen, instruktør
Han havde nok heller ikke regnet med, at romanen ville blive fortolket igen og igen, både på det store lærred og de skrå brædder – som nu af 120 børn og unge i Birkerød.
- Selvom 1984 er barsk, var vi ikke i tvivl om, at det var netop dén fortælling, vores 120 dygtige skuespillere skulle bringe til live. Den 77 år gamle historie formår nemlig at få en til at stoppe op, tænke sig om og stille kritiske spørgsmål - og netop det er måske noget, vi har særligt brug for i disse tider, siger instruktør og manuskriptforfatter Malene Sørensen i en pressemeddelelse fra Limenas.
Drysset med Limenas-magi
- På trods af romanens umiddelbare tragiske handling rummer den også mod, venskab, spænding og kampgejst. Årets forestilling er vores helt egen fortolkning af 1984. Vi har derfor drysset med Limenas-magi, der som altid indebærer humor, overraskelser og masser af musik, supplerer medforfatter og -instruktør Louise Leth Feldthus.
Ungdomsteateret ligger derfor op til både gys og grin på Mantziusgården med hjernevaskede og dresserede mennesker, magtfulde, skruppelløse skurke, underkuede, robotlignende ansatte og antihelte.
Billetter kan købes på www.billetsalg.dk/limenas.
Limenas
- Limenas er en traditionsrig teaterforening, der har eksisteret i mere end 35 år og har til huse på Mantziusgården i Birkerød.
- I Limenas bliver der hvert år skrevet et originalt teaterstykke og komponeret sange, som fremføres live til forestillingerne.
- 120 børn og unge medvirker i årets forestilling, der opføres otte aftener i januar.