Flyveklub vil svæve mod en grønnere profil

Svæveflyvning skal være helt CO2-neutral, lyder det fra klubben.

Svæveflyvning skal være helt CO2-neutral, lyder det fra klubben.

Foto: Emil Dalboe

Svæveflyvning skal være helt CO₂-neutral og vise vejen for andre klubber. Det er baggrunden for, at Midtsjællands Svæveflyveklub ved Sorø har fået tilsagn om støtte fra Nordea-fonden til et flerårigt projekt, der skal gøre klubben til foregangsklub for grøn omstilling i svæveflyvningen. 

Pengene investeres i et batteridrevet el-spil, solceller, en varmepumpe, elektriske arbejdskøretøjer og en ny certificeringsordning, skriver klubben i en pressemeddelelse.

Her fremgår det også, at projektet skal forankres i den daglige klubdrift og er tænkt som et åbent laboratorium for grøn svæveflyvning, hvor erfaringer, data og løsninger deles med andre klubber. Det skal ske gennem Dansk Svæveflyver Union, Kongelig Dansk Aeroklub (KDA), Friluftrådet, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Nordic Gliding.

- Vi går fra at være en helt almindelig dansk svæveflyveklub til at være en grøn frontløber, siger Carsten Rasmussen, der er formand for Midtsjællands Svæveflyveklub.

- Det handler ikke kun om at købe et nyt spil, men om at tænke hele klubben om i forhold til energi, udstyr, natur og ansvar - så vi kan flyve med både god samvittighed og sund økonomi, siger han.

Skifter til el og sol

Kernen i projektet er skiftet fra benzin og olie til el og solenergi. Nærmere bestemt i form af batteridrevet el-spil med moderne batterier, dimensioneret til en flyvedag og opladet primært af klubbens egne solceller.

Men også solcelleanlæg og batterilagring, der dækker hovedparten af klubbens elforbrug til spil, klubhus, værksted, varmepumpe, hytter og elbilladere, samt elektriske arbejdskøretøjer til bane- og wirearbejde, så næsten al intern kørsel på pladsen bliver emissionsfri.

Som en del af projektet arbejder Midtsjællands Svæveflyveklub også med at øge biodiversiteten på og omkring flyvepladsen. 

Det sker blandt andet gennem mere skånsom drift af udvalgte græsarealer, udpegning af blomster- og insektvenlige zoner, bedre udnyttelse af grøfter og kantzoner. Den kan nemlig forbedre levesteder for områdets fugle, insekter og andre dyr.

- Målet er, at flyvepladsen både kommer CO₂-mæssigt i balance og samtidig udvikler sig til et rigere naturområde, hvor svævefly, rovfugle og insekter deler luftrummet, siger Carsten Rasmussen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...