Foran os ligger et år med politiske beslutninger. I den forbindelse har vi inviteret udvalgsformændene til at sætte ord på, hvad de ser som de vigtigste opgaver og fokusområder for deres udvalg i 2026.
Stig Wall (K) er som ny formand for skoleudvalget taknemmelig for den tillid, der vises ham.
- Jeg møder opgaven med ydmyghed og respekt for det arbejde, der allerede er udført, og ser frem til at videreføre og udvikle vores skoleområde sammen med næstformand Ann Sophie Friis (K) og resten af udvalget. Vores hovedopgave er at fortsætte det stærke fokus, som gennem årene har placeret Gentoftes skoler i top-10 på landsplan – både med hensyn til resultater, trivsel og evnen til at løfte elever, der har brug for ekstra støtte. Pia Nyring har været en stor drivkraft i dette arbejde, skriver han.
Vigtige drøftelser
Formanden står sammen med resten af skoleudvalget foran vigtige drøftelser, hvor de skal beslutte, hvordan de bedst styrker skolerne og skaber de bedste rammer for eleverne.
- Udvalget vil i den kommende tid tage stilling til konkrete prioriteringer. Fundamentet vil være vores nye vision for skoleområdet, som skifter fokus fra individ og kompetencer til fællesskaber og dannelse. Det er et paradigmeskifte, og vi skal sikre, at visionen implementeres optimalt på både skolerne og hos forældrene, skriver Stig Wall.
GFO og klubber
Et andet fokusområde er integrationen af GFO og klub i skolernes hverdag, så fritidstilbuddene bliver en naturlig del af børnenes samlede udvikling.
- Nogle skoler gør det allerede rigtig godt, mens andre kan blive bedre. Jeg ønsker at finde de bedste løsninger for fremtidens GFO- og klubtilbud gennem inddragelse af brugere, forældre og medarbejdere, evt. gennem et opgaveudvalg, skriver formanden og fortsætter:
- Trivslen blandt eleverne er generelt høj, men vi skal fortsat have fokus på at støtte de børn, der oplever udfordringer, bl.a. gennem tidlige indsatser og tværfagligt samarbejde. Der er vi i dag nået langt, men vi skal forsætte det gode arbejde og understøtte de resultater, vi allerede kan se begynde at virke.
Stole på skolerne
Endelig vil formanden understøtte tidligere beslutning om frisættelse af skolerne.
- Vi politikere skal ikke dikterer løsninger, men stole på, at medarbejdere og ledelser arbejder målrettet inden for de udstukne rammer – i tråd med Folkeskolens Kvalitetsprogram ’Frihed og fordybelse’. Det er udvalgets fælles ansvar at finde løsninger, der matcher lokale behov og ressourcer. Jeg ser frem til et konstruktivt samarbejde, hvor vi sammen skaber de bedste rammer for Gentoftes elever, skriver Stig Wall.