I Græse Bakkeby udenfor Frederikssund bor mennesker, der troede, de havde fundet tryghed i almene boliger. Men for flere af beboerne har et ønske om at flytte til en mere passende bolig udviklet sig til et økonomisk og følelsesmæssigt mareridt. Fraflytningsregninger på op mod 90.000 kroner og oplevelsen af at blive holdt udenfor under fraflytningssyn har efterladt dem med en følelse af magtesløshed og frygt.
- 229 lejere i Græse Bakkeby protesterer mod høje fraflytningsregninger og udelukkelse fra flyttesyn.
- Sussi Jensen og Alexander Mott er blandt de berørte, med regninger på henholdsvis 48.000 og 50.000 kroner.
- Beboerne kræver, at Vores Bolig stopper samarbejdet med Borum Byg og andre dyre håndværksfirmaer.
- Vores Bolig afviser kritikken og forklarer, at synsmandens skøn kan være højere end den endelige regning.
- Kim Brokmann fra Vores Bolig understreger, at dialog med lejerforeningen kan ændre praksis, men det vil påvirke de øvrige beboere økonomisk.
Sussi Jensen har boet ni år i sin lejlighed på Bybakken. Hun elskede området, men trapperne blev for meget. Derfor flyttede hun i august til en bolig på Dalskrænten, ligeledes i Græse Bakkeby, som på daværende tidspunkt var administreret af Domea for Vores Bolig med kontor i Frederikssund. Kort efter kom chokket: en regning på 62.000 kroner.
Danske Lejere reagerer: - Ulovligt at nægte beboere adgang til flyttesyn
Verfet ud
– Ved flyttesynet blev vi på en pæn måde verfet ud af boligen, så vi ikke var der samtidig med synsmanden fra synsfirmaet Borum Byg. Da jeg flyttede ind, påpegede jeg skrifligt en række fejl og mangler, som aldrig blev udbedret. Nu skulle jeg betale for dem, fortæller Sussi Jensen.
Beboere kræver forandring
229 beboere fra Vores Boligs afdelinger i Græse Bakkebys - Byhøjen, Bybakken og Dalskrænten - har skrevet under på, at de ønsker en retfærdig behandling.
De kræver, at Vores Bolig ikke forlænger kontrakten med Borum Byg, og at alle igangværende opgaver med virksomheden bliver stoppet. Samtidig ønsker de, at samarbejdet med de firmaer, der ifølge beboerne arbejder til urimelige priser, også bringes til ophør.
Med denne underskriftsindsamling vil beboerne sende et klart signal til Vores Bolig. De står sammen og kræver forandring.
Hun nævner ridser i gulvet og malingrester på paneler, fliser, døre og vinduer, som allerede var der ved indflytning. Hun havde sørget for, at den knap 20 kvadratmeter store have var blevet ordnet halvanden uge før synet, men hun blev alligevel opkrævet fem gange 450 kroner, fordi Borum Byg ifølge hende vurderede, at der skulle bruges fem timers arbejde på den smule ukrudt, som igen var begyndt at pible op mellem fliserne.

Et skab, som aldrig havde eksisteret i boligen, blev først noteret til 10.000 kroner, men senere fjernet fra regningen. Sussi Jensen fik reduceret beløbet med i alt 14.000 kroner – men står stadig med en regning på 48.000 kroner, som hun ikke kan forstå.
Læs også
Ifølge Sussi Jensen og en større gruppe beboere, som Sjællandske Nyheder har talt med, afholder Vores Bolig flyttesyn og udsender gigantregninger på reparationer på en måde, der ifølge beboerne har skabt skræk og rædsel i bebyggelsen. Flere fortæller, at de ikke tør flytte af frygt for at blive ruinerede. Andre fortæller, at de føler sig stavnsbundet af boligselskabet.
Vores Bolig skal stoppe samarbejdet med de håndværksfirmaer, der arbejder til urimelige høje priser
Beboerprotest fra 229 beboere
I protest har 229 beboere fra Vores Boligs afdelinger i Græse Bakkebys tre boligafdelinger - Byhøjen, Bybakken og Dalskrænten - skrevet under på, at de ønsker en retfærdig behandling.
De kræver, at Vores Bolig ikke forlænger kontrakten med synsfirmaet Borum Byg, og at alle igangværende opgaver med virksomheden bliver stoppet. Samtidig ønsker de, at samarbejdet med de håndværksfirmaer, der ifølge beboerne arbejder til urimelige høje priser, også bringes til ophør.
Nybagt familie sendt i RKI
For Alexander og Chilie Mott blev flytningen til en større bolig med deres lille datter starten på en tragedie. De blev også bedt om at forlade boligen under flyttesynet - og modtog kort efter en regning på 90.000 kroner.
– Jeg var lamslået. Jeg spurgte: 'Hvad er det her for en regning - for hvad?', fortæller Alexander Mott.
Parret havde udskiftet et gammelt skab med et Ikea-skab, som de troede var i overensstemmelse med reglerne.
'Det har I en halv time til at flytte, og hvis I ikke flytter det, tager vi 1500 kroner for at gøre det,' blev der ifølge parret sagt.
- De ville installere et snedkerbygget skab til 25.000 kroner i en lejebolig fra firserne. Jeg var rystet, siger Alexander Mott.
Alligevel blev de opkrævet 25.000 kroner for et snedkerbygget skab.
Den samlede regning blev reduceret til 50.000 kroner. Men parret er stadig ikke enige i beløbet og har nu anlagt sag, men Vores Bolig har afvist klagen. I stedet er familien blevet sendt til inkasso og registreret i RKI, hvilket førte til lukning af deres betalingskort.
For Alexander Mott kan det få katastrofale følger. Han PET-godkendt af Politiets Efterretningstjeneste i sit arbejde og kan risikere at miste sit job.
Parret har overdraget sagen til Danske Lejere, som har indgivet indsigelse til RKI og klaget til Beboerklagenævnet. Men sideløbende har parret været indkaldt til Fogedretten i en civil retssag med Vores Bolig, fordi de ikke har betalt.
Mistillid
For parret Mott blev Vores Boligs metoder endnu tydeligere, da de i forbindelse med flytningen over i en større bolig i samme forening, ønskede at være med, da den tidligere lejer af den større bolig på Byhøjen 17 skulle have fraflytningssyn.
Det kunne de glemme alt om!
- Heller ikke denne gang måtte vi komme med indenfor. Så vi stod fire mennesker og ventede udenfor i halvanden time, før vi måtte komme ind, fortæller Alexander Mott og fortsætter:
Den tidligere lejer modtog en regning på 65.000 kroner - blandt andet 1500 kroner for en toiletrulleholder, som ifølge parret kunne købes i Jysk for 25 kroner, og 2500 kroner for et spejl, der ifølge dem koster 100 kroner i Ikea.
Et snedkertilbud
Sjællandske Nyheder har forholdt direktør i Vores Bolig Kim Brokmann lejernes oplevelser af tårnhøje opkrævninger ved fraflytning.
Ifølge Kim Brokmann er der ikke noget at komme efter.
Et snedkerbygget skab til 25.000 kroner, kan du genkende det billede?
- Overhovedet ikke. Men jeg kan sagtens genkende, at nogen er blevet bedt om at fjerne noget, som ikke skal være der, men til den pris - det lyder specielt. Mig bekendt har vi ikke nogle steder, hvor man ville genopbygge et skab i et snedkertilbud. Men jeg kender ikke sagen, og derfor har jeg svært ved at forholde mig til den, svarer Kim Brokmann og tilføjer:
- Måske er der inventar i bebyggelsen, som man ikke kan købe som standardmål.
Skønner højere
Kim Brokmann nævner, at der kan være forskel på det beløb, som synsmanden skriver på opgørelsen ved fraflytning - og den regning, beboerne ender med at få.
- Ved flyttesynet noteres synsmandens skøn, og der foregår ikke en forhandling, om noget er rimeligt eller ej. Det skal beboerne ikke regne med. Men de skal vide, at synsmanden sætter priserne højt på alt, der ikke har været i udbud, fordi vi maksimalt må overstige synsmandens skøn med 10 procent. Når jeg får sagerne ind på mit bord, kan beløbene være mindre, og jeg har ikke set noget, der har været urimeligt.
Aldrig billigt
Men en fraflytningsregning på 90.000 kroner, lyder det ikke voldsomt?
- Det lyder som om, de ikke har afleveret boligen særlig pænt. Men at de efterfølgende skulle få barberet den ned til 50.000 kroner, det får man ikke bare lige. Ingen går ud og syner for 90.000 kroner, og så bare fjerner 40.000 kroner efterfølgende. Det forstår jeg ikke.
Der er eksempler på en lejer, som modtog en regning på 65.000 kroner. Her var en toiletrulleholder sat til 1500 kroner. Selvsamme holder kan man ifølge lejeren købe i Jysk for 25 kroner?
- Jeg kan godt forholde mig til, at det er dyrt, men det er eksterne folk, der gør det. Det er aldrig billigt at få en VVS'er til at købe og installere en toiletrulleholder.
Dialog med bestyrelsen
Hvorfor får I ikke jeres egne folk til at gøre arbejdet så?
- Vi kunne godt sørge for toiletrulleholderen, men vi kan som boligselskab ikke selv opkræve pengene fra den, der fraflytter. I så fald skulle vi som boligselskab betale udgiften, hvilket ved en fraflytning vil betyde, at det er de andre lejere, som kommer til at betale for tingene.
Ifølge Kim Brokmann har Vores Bolig i snart to år haft en dialog med lejerforeningens bestyrelse om den praksis.
- Lejerne har den mulighed gennem lejerforeningen for at sige til, hvis de vil ændre på praksis. Vi kan sagtens få vores folk til at lave noget af arbejdet ved fraflytning, så er det bare ikke fraflytteren, som betaler. Det vil være dem, som er tilbage, altså de andre beboere i foreningen.
Kim Brokmann ved, at der af og til kan opstår uenigheder mellem beboere og boligselskab, fordi nogle beboere har gamle aftaler med en tidligere vicevært, som boligselskabet ikke kan efterleve.
- Men disse sager bliver der færre og færre af, fordi alting i dag ligger digitalt.
- 229 lejere i Græse Bakkeby protesterer mod høje fraflytningsregninger og udelukkelse fra flyttesyn.
- Sussi Jensen og Alexander Mott er blandt de berørte, med regninger på henholdsvis 48.000 og 50.000 kroner.
- Beboerne kræver, at Vores Bolig stopper samarbejdet med Borum Byg og andre dyre håndværksfirmaer.
- Vores Bolig afviser kritikken og forklarer, at synsmandens skøn kan være højere end den endelige regning.
- Kim Brokmann fra Vores Bolig understreger, at dialog med lejerforeningen kan ændre praksis, men det vil påvirke de øvrige beboere økonomisk.