Ny formand for Erhvervs-, Social- og Beskæftigelsesudvalget: - Det er her, vi møder borgerne i deres livs måske sværeste år

- Vi bør have en aktiv indsats for at bringe ledige og virksomheder tættere på hinanden, skriver Niels Gyldenlund Mikkelsen (S)

- Vi bør have en aktiv indsats for at bringe ledige og virksomheder tættere på hinanden, skriver Niels Gyldenlund Mikkelsen (S)

Foto: Kathrine Albrechtsen

Foran os ligger et år med politiske beslutninger. I den forbindelse har vi inviteret udvalgsformændene til at sætte ord på, hvad de ser som de vigtigste opgaver og fokusområder for deres politiske udvalg i 2026. Niels Gyldenlund Mikkelsen (S) er ny formand for Erhvervs-, Social- og Beskæftigelsesudvalget.

- Det kan være svært at spå – især om fremtiden. Men jeg skal her forsøge at give mit bud på, hvad det kommende år vil bringe for erhvervs-, social- og beskæftigelsesområdet, skriver han og fortsætter.

- Vi bør have en aktiv indsats for at bringe ledige og virksomheder tættere på hinanden og tilbyde eller informere om uddannelser samt lave træningsbaner, som mindsker ledighed og øger virksomhedens produktivitet. Her kan vi fortsætte linjen med samarbejde mellem kommune og virksomheder i ”Vi ta’r ansvar”. Dette gælder ikke mindst på integrationsområdet, som i særdeleshed kommer til at være et fokus i netop EBS-udvalget.

Udvikling af bydelscentre

Niels Gyldenlund Mikkelsen vil også kigge på udvikling af bydelscentrene.

- Hvor vi kan noget gøres ved at se på lokalplaner og understøtte SMV’er – men man kan også tænke kreativt og skabe bro mellem erhvervs- og kulturliv ved at opfordre ejerne af tomme butikker til at låne det ud til kunstnere. Man kan ikke stoppe internethandlen, men man kan kæmpe for at skabe de bedst mulige rammer om et hyggeligt bymiljø, skriver han.

Sværeste år

Både social- og beskæftigelsespolitik handler dybt om mennesker, måske mere end andre områder, mener formanden.

- Det er her, vi møder borgerne i deres livs måske sværeste år, og dét kræver en individuelt tilpasset strategi fra vores dygtige medarbejdere. På trods af dette er det områder, hvor tal eller retninger giver mening at bruge som målestok. ”Færre” er fx vores mål for ledige, udsatte og misbrugere. ”Flere” er til gengæld vores mål for unge i uddannelse eller job; for virksomheder med sociale klausuler; og for antallet af seniorer, der ser mening med og har energi til at fortsætte efter pensionsalderen, skriver Niels Gyldenlund Mikkelsen.

Ny reform

Året 2026 bliver også året, hvor den store beskæftigelsesreform træder i kraft – nogle dele i starten af året og andre til sommer.

- Det bliver en overgang, hvor vi både skal sikre borgernes oplevelse og retssikkerhed og samtidig have skarpt fokus på vores medarbejderes trivsel og evne til at gøre deres vigtigste arbejde: at være der for borgeren. Uden dygtige og engagerede medarbejdere er der ikke meget, der kan lykkes og det er derfor også en højt prioriteret opgave at sikre, at alle føler sig i kontrol over deres karrieremæssige fremtid og i stand til at udføre deres arbejde i de nye rammer.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...