Forretningsmand med talent for onlinehandel

Hermann Haraldsson er administrerende direktør i Boozt. Han har gået på Herlufsholm Kostskole og er nu bestyrelsesformand for skolen. 9. januar fylder han 60

Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mode vidste Hermann Haraldsson ikke noget om, da han for 15 år siden blev administrerende direktør i virksomheden Boozt.

Til gengæld har han næse for at drive forretning, og i dag er Boozt.com Nordens største online stormagasin med godt 1000 ansatte.

Fra at være en meget lille virksomhed kan kunderne i dag vælge mellem 1200 brands inden for tøj, sko, skønhed og indretning.

Samtidig er Boozt under hans ledelse blevet børsnoteret, først på børsen i Stockholm og i 2020 på Københavns Fondsbørs.

Hermann Haraldsson, der fylder 60 år den 9. januar, er født og opvokset i Island.

Som 14-årig sendte forældrene ham til Danmark, for at han kunne blive kostskoleelev på Herlufsholm i Næstved.

Han savnede familien, men de faste rutiner og fællesskabet med de andre elever fik bugt med den værste hjemve.

Det hjalp også, at han fik succes som målmand i den lokale førstedivisionsklub Næstved IF, hvor han kom på talentholdet.

I hvert blev han på kostskolen i fem år og sluttede med studentereksamen, hvorefter han fortsatte på Handelshøjskolen i København, nu Copenhagen Business School (CBS).

Han tog hul på arbejdslivet som cand.merc. i begyndelsen af 1990'erne med et job på reklamebureauet OMD i København. Her var han ansat i 15 år - en del af årene som øverste chef for bureauets nordiske afdeling.

Efter en periode som iværksætter blev han i 2008 tilbudt at blive administrerende direktør i Brøndby IF.

Når man som Haraldsson har spillet fodbold på højt niveau og i fritiden været tilskuer til Brøndbys kampe, var det en chance, som var svær at sige nej til.

Men Haraldsson og klubbens bestyrelsesformand, Per Bjerregaard, var uenige om stort set alt, og efter 16 måneder var det slut.

En headhunter opfordrede den nu fyrede direktør til at gentænke karrieren, og under en vandretur i Himalaya faldt brikkerne på plads. Den næste ansættelse skulle være i en digital virksomhed, og det blev Boozt.

Haraldsson syntes om de store ambitioner, virksomheden havde udstukket, men konceptet trængte til at blive gentænkt.

- Det sejlede, har han fortalt til fagbladet Lederstof.dk.

I begyndelsen af det nye år flytter Boozts hovedkontor fra Malmø til Kalvebod Brygge i København. Hermann Haraldsson, der bor i Vedbæk med sin hustru, får dermed kortere vej frem og tilbage.

I dag står han op klokken fem for at løbe sin vanlige rute, inden han sætter sig i bilen for at køre over Øresundsbroen.

Forbindelsen til Herlufsholm Kostskole har han bevaret som formand for bestyrelsen. Desuden er to af hans tre børn studenter fra skolen.

Hermann Haraldsson er desuden medlem af bestyrelsen i TV 2.

Fritiden bruger han på golf, vandring og bøger, ligesom han holder fast i sin interesse for fodbold.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...