Marinarkæologer fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde fandt i 2022 to skibsvrag i Øresund under forundersøgelserne til Københavns nye bydel, Lynetteholm.
Skibsvragene blev fundet i sejlrenden Svælget og fik navnene "Svælget 1" og "Svælget 2".
"Svælget 1" var et lille, enmastet skib fra 1800-tallet, mens "Svælget 2" viste sig at være en kogge fra omkring 1410.
Med en længde på cirka 28 meter, en bredde på op til ni meter og en højde på seks meter har skibet kunnet laste cirka 300 tons, og det gør det ifølge Vikingeskibsmuseet til den største kogge, der er blevet fundet.
- Fundet er en milepæl for marinarkæologien. Det er den største kogge, vi kender, og det giver os en unik mulighed for at forstå både konstruktionen og livet ombord på middelalderens største handelsskibe, siger marinarkæolog Otto Uldum, der var udgravningsleder på projektet, i en pressemeddelelse.
Koggen var som skibstype især populær i 1300- og 1400-tallet, fordi den kunne sejles af en lille besætning, selv om den var tungt lastet.
Den blev udviklet i Nordsøområdet og og gjorde det muligt at fragte store mængder varer fra Holland rundt om Skagen til Øresund og Østersøen. Undersøgelserne har da også afsløret, at "Svælget 2" er blevet bygget i Holland.
Vraget er ikke blot den største kogge, der nogensinde er fundet, men er også usædvanlig velbevaret, fordi skibet forliste på åbent vand og lå på 13 meters dybde. Det har beskyttet det mod de kræfter, der normalt nedbryder skibe tæt på kysten.
DR har lavet fire udsendelser om udgravningen af "Svælget 2" og det efterfølgende arbejde med vraget. Første afsnit af "Gåden i dybet" blev sendt 30. december, mens de øvrige afsnit sendes 6., 13. og 20. januar.
Hele serien kan dog allerede nu ses på DRTV.
