Der er kaldt til Højskoledag i Engholmkirken lørdag 24. januar klokken 9.30-16.30.
Det er Hillerød Provstis årlige højskoledag, og den kredser i år om kærlighed.
Filosof Anne Marie Pahuus fra Aarhus Universitet vil se nærmere på forståelser af kærlighed, som går langt tilbage. Historisk, kulturelt og kunstnerisk hentes eksempler, der kan gøre os klogere på kærligheden.
Forfatter Glenn Bech fortæller ud fra sin bog "Farskibet", der er en personlig fortælling om svigt, vold, fravær, had og kærlighed i en familie i krise. Glenn Bechs far begår selvmord, da Glenn er fem år, og i bogen tager han livtag med det tomrum, som faderens død efterlader og den giftige maskulinitet, som han oplever i kulturen med to stedfædre.
Højskoledagen slutter med en række kærlighedssange med Hillerød Rockkor.
Dagen begynder med en lille andagt, og der vil være frokost og kaffe med kage i løbet af dagen. Tilmelding og betaling på Præstevang Kirkes hjemmeside.