Tæsket med golfkølle efter pengetvist

En uenighed om et økonomisk mellemværende udviklede sig tirsdag eftermiddag til vold på Munkegårdsvej i Helsingør.

Ifølge Nordsjællands Politi opstod der klokken 13.10 en konflikt mellem to mænd, efter at den ene mente, at den anden skyldte ham penge. I forbindelse med uoverensstemmelserne tildelte den ene mand den anden mand tre til fire slag med en golfkølle.

Den forurettede, en 32-årig mand fra Tikøb, kom ifølge politiet ikke alvorligt til skade som følge af episoden. Gerningsmanden er en 38-årig mand fra Kvistgård.

Politiet blev tilkaldt til stedet, hvor den 38-årige blev anholdt og sigtet for vold. Han blev senere på dagen løsladt igen, men sigtelsen opretholdes, oplyser Nordsjællands Politi. 

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...