Mindeord for Frank Desting (1963-2025)
Den 20. december døde områdets uden sammenligning mest aktive observatør og rapportør efter få ugers alvorlig sygdom.
Efter mange årtiers omfattende observationsaktivitet især i omegnen af sin bopæl i Herlev, kastede Frank den 17. november 2018 sin kærlighed på Gentofte Sø og Insulinmosen (Brobæk Mose).
Der gik kun knap et år, før Frank gjorde områdets mest sensationelle fugleobservation nogensinde, idet han den 10. november 2019 fandt Danmarks første tajgafluesnapper i Folkeparken.
Frank var imidlertid et multitalent, og han rapporterede mange dage de fleste uger året rundt adskillige fund af meget andet end fugle, især svampe, men også bl.a. karplanter og insekter.

Han gjorde således blandt mange andre de følgende førstefund for søen og mosen; dette på trods af, at området i forvejen var et af landets mest gennemundersøgte naturområder:
• Almindelig agerhat og almindelig pælerodshat (svampe) 2019
• Rødåret hedelibelle (en guldsmed) 10-7-2019
• Iris (en dagsommerfugl) 26-7-2019
• Søskøjteløber 19-8-2019
• Stor skovmejer 29-8-2019
• Gulvinget flue 5-10-2019
• Blåhale (en dagsommerfugl) 27-6-2020
• Rødmus 7-3-2020
• Grøn fluesvamp, engtragthat, mælkehvid keglehat og fibret flammehat 2021
• Mosestankelben 23-5-2022
• Lille kejserguldsmed 29-6-2022
• Brakvandsdyndflue (en svirreflue) 27-4-2023
• Fedtedderkop 19-6-2023
• Hvid admiral (en dagsommerfugl) 4-7-2023
• Gul humlesvirreflue 19-8-2023
• Brunviolet slørhat og lysstokket rødblad (svampe) 2024
Det er næsten overflødigt at tilføje, at Franks fund altid var omhyggeligt dokumenterede, gerne med foto, og altid hurtigt indtastet i relevante databaser, hvor fundene tillige blev validerede. Han var i øvrigt også selv validator, ikke mindst af fugle på den statslige database Arter.
Frank delte gerne ud af sin ekspertviden, hvilket var til glæde for et stort antal besøgende ved søen, ikke mindst når de mødte ham på Franks bænk på søens vestbred, en bænk, som nu på frivillig basis er blevet forsynet med Franks navn, og som forhåbentlig vil få lov at forblive som et mindesmærke for ’indehaveren’.
Desuden betød Franks oprettelse i 2020 af Facebook-hjemmesiden ”Fugle og natur ved Gentofte Sø og Brobæk Mose (Insulinmosen)” et kæmpemæssigt og kærkomment løft for den lokale naturinteresse.
Gruppen har i skrivende stund 880 medlemmer, og på hjemmesiden deles hver eneste dag adskillige fotos, spørgsmål og naturnyheder, ligesom det er den eneste hjemmeside, hvor de mange artslister, årsrapporter og meget andet information om området ligger offentligt tilgængeligt.
Frank er selvsagt kendt i mange andre sammenhænge end Gentofte Sø, men for os med interesse for søen og mosen vil han for altid blive stående som en af de helt store personligheder inden for den lokale naturinteresse.