I slutningen af sommeren måtte den prisvenlige restaurant La Table på Skovriderkroen dreje nøglen om efter bare et år. I tidens løb har der været et væld af forskellige restauranter i de gamle lokaler. Og snart slår en ny restaurant dørene op i den gamle kro med en klar ambition om at bringe krostemningen tilbage.
- En ny restaurant åbner i Skovriderkroen med ambitionen om at genoplive den traditionelle krostemning.
- Lasse Skov, der allerede driver natklubben Reservatet, står bag projektet og ønsker at skabe et kulturelt fyrtårn.
- Restauranten åbner med en stor brunchbuffet, som tidligere har været populær i området.
- Aftenkortet vil fokusere på danske klassikere med et moderne twist og højere kvalitet.
- Restauranten får navnet Kroen 1936 og vil kombinere mad, kultur og omgivelser i tråd med kroens oprindelige ånd.
Sådan lyder visionen fra manden bag projektet, Lasse Skov, der i forvejen driver natklubben Reservatet samt event- og selskabslokalerne oven over restauranten. Han har haft tilknytning til stedet i lidt over to år og har længe haft en restaurant i tankerne.
- Jeg har i lang tid haft lyst til at overtage en restaurant, men jeg har haft travlt med de to andre lejemål herude og mit eventmanagement. Da muligheden så bød sig her, så jeg det som en rigtig god chance for at skabe et kulturelt fyrtårn for området, siger Lasse Skov.
Han har nemlig planer om, at restaurant og eventlokalerne kan bruges i samspil med hinanden.

Åbner med brunch
Fra søndag den 11. januar byder restauranten de første gæster velkommen med brunch og ikke hvilken som helst brunch. Den velkendte Skovrider-brunch fra Mash-tiden vender nemlig tilbage som stor brunchbuffet.
- Det er det første, alle har spurgt os om, når de har hørt, at vi overtager restauranten; om vi ikke nok kunne bringe den store brunchbuffet tilbage, siger Lasse Skov.
Den 15. januar følger aftenkortet, som vil tage udgangspunkt i danske klassikere og med et nutidigt præg.
- Vi skruer op for kvalitet og kærlighed
Efter 14 år, hvor MASH lå i Skovriderkroen, valgte ejeren at forvandle restauranten til en uhøjtidelig bistro med budgetvenlige priser. Tiden var ikke længere til dyre bøffer.
Men prisvenlige La Table viste sig ikke at kunne overleve i Charlottenlund.
- Folk herude vil gerne spise i deres egen baghave, men kvaliteten skal være derefter, siger Lasse Skov.
Han mener, at det nok var her, det tidligere restaurantprojekt snublede.
- Kvaliteten var måske lidt for lav i forhold til, hvad området kunne bære. Derfor lægger vi os i et mellemsegment, hvor vi skruer op for kvaliteten, og ja, prisen bliver også en anelse højere. Men vi skruer først og fremmest op for kvalitet og kærlighed, siger han.
Læs også
- - Det er blevet dyrt at leve her, og det påvirker forretningen
- Book bord nu: Ny fransk bistro åbner
- Lokal restaurant lukker efter kun 1 år - prisvenligt eventyr fik en kort levetid
Skovriderkroen har ligget i Charlottenlund i snart 90 år. Da kroen åbnede i 1936, var det et sted med både optrædener, liv og gastronomi, og netop den ånd vil den nye restaurant bygge videre på.
- Det bliver kromad, men lidt mere raffineret og med et nutidigt touch. Dengang var kroen et sted, hvor man kombinerede mad, kultur og omgivelser. Det er i virkeligheden det, vi gerne vil tilbage til, siger Lasse Skov.
Derfor får restauranten navnet Kroen 1936.
