Fire personer, heriblandt to børn, blev torsdag eftermiddag kørt på hospitalet efter et færdselsuheld på Kulhusevej i Jægerspris. I alt tre biler var involveret i ulykken.
Nu fortæller Nordsjællands Politi, hvordan ulykken skete.
Ifølge politiet holdt to biler i rabatten med havariblinket tændt, efter at den ene af bilerne kort forinden havde påkørt et rådyr. En 30-årig kvinde, der kom kørende i samme retning, overså de holdende biler og påkørte dem.
Læs også
Sammenstødet betød, at den første bil, der blev ramt, blev skubbet op i den anden bil, som holdt foran.
– Alle personer i bilerne, der holdt i rabatten, var heldigvis kommet ud, fortæller vagtchef Daniel Cunneely til Sjællandske Nyheder fredag morgen.
– I alt fire personer er kommet til skade, men ingen af dem er i kritisk tilstand, siger han.
De tilskadekomne blev kørt på hospitalet. Det drejer sig om den 30-årige kvinde, der påkørte bilerne, en 58-årig kvinde samt to piger på henholdsvis tre og 11 år.
Vejen var efterfølgende kortvarigt helt spærret.