Julen forbindes ofte med håbet om fred, harmoni og problemer, der forsvinder for en stund. Men i år vil fler sognepræster fra Ringsted, Jystrup og Gyrstinge nuancere fortællingen. 

I deres juleprædikener tager de udgangspunkt i alt fra en lille sproglig detalje i en kendt julesalme til hverdagsoplevelser og tanken om det gudsbarn, vi hver især bærer. Fælles for budskaberne er ønsket om at gøre julen nærværende og genkendelig – ikke som et quick fix, men som en invitation til fællesskab, eftertanke og handling.

- Alt bliver ikke godt bare, fordi det er jul 

Juleaftensdag vil sognepræst Otto Lundgaard fra kirkerummet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted udfordre den forestilling, mange af os bærer med os ind i julen:

At alt bliver godt, bare fordi det er jul.

Udgangspunktet for prædikenen er en lille, men ifølge præsten afgørende, sproglig detalje i nok den mest kendte julesalme ”Et barn er født i Bethlehem”. Rigtigt mange synger nemlig linjen, som om “alvor nød er forsvunden”, men ordet er i virkeligheden ”forvunden”. 

Og forskellen er vigtig, forklarer Otto Lundgaard.

- Forsvunden vil sige, at tingene er pist væk. Men forvunden betyder, at der er nogen, der har taget kampen op. At nogen gør noget for at bringe fred på jord, siger han.

Igennem den lille sproglige detalje folder Otto Lundgaard sin juleprædiken ud som et opgør med den harmoniske drøm om, at julen automatisk løser livets problemer – som i noget nær samtlige julekalendere på tv eller den klassiske julefilm ”Far til fire i byen” (1956), hvor arbejdsløshed, kærestesorger og økonomisk usikkerhed mirakuløst forsvinder juleaften.

- Det er en drøm, vi alle sammen har. Men vi må også se i øjnene, at der findes nød i verden – og nød i menneskers sind – som ikke bare løser sig, fordi det er jul, siger Otto Lundgaard.

Ifølge sognepræsten er julens kerne derfor ikke, at problemerne forsvinder, men at Gud bliver menneske (i form af Jesusbarnet) og går ind i netop den virkelighed, hvor savn, sorg og længsel findes.

- For os er det en gave, at Gud er blevet menneske. Han tager vores byrder på sig og er med til at bære dem – også når det er jul, siger Otto Lundgaard og understreger, at håbet og forventningen til julen ikke er forkert. Tværtimod kan den være en drivkraft til handling.

Efter prædikenen juleaftensdag inviterer Otto Lundgaard således menigheden til at give hinanden hånden og ønske glædelig jul – som en konkret forlængelse af prædikenens pointe: At julens budskab først for alvor bliver levende, når det deles og handles på.

- Det, der er galt, er, når vi bare læner os tilbage og siger, at det nok skal løse sig. For til jul kan vi faktisk være med til at gøre en forskel i andre menneskers liv.

- Vi bærer hver især et gudsbarn

Når julen fejres i Jystrup Kirke og Valsølille Kirke, vil sognepræst Eva Smedegaard Eland invitere menigheden til at se juleevangeliet på en mere indadvendt – og samtidig handlingsrettet – måde.

Årets juleprædikener kredser om det gudsbarn, som ikke kun blev født julenat i Betlehem, men som ifølge præsten også bæres videre i hvert enkelt menneske.

- Jeg kommer til at tale om det gudsbarn, vi hver især bærer. Det barn, Maria føder julenat, men som i virkeligheden bor i os alle sammen, siger Eva Smedegaard Eland.

Temaet er valgt, fordi Eva Smedegaard Eland oplever, at mange i dag søger spiritualitet mange andre steder end i folkekirken, mens de har glemt, at den kristne tradition rummer et sprog og et livssyn, der ligger “lige for næsen af os”.

- Jeg tror, vi leder efter spiritualitet langt væk – i andre traditioner – selvom der også findes masser af fin spiritualitet lige her i folkekirken. Hvis vi forstod den bedre, ville vi måske også lettere forstå, hvad det vil sige at være kristen, og hvordan vi lever vores liv, siger hun.

For præsten handler juleprædikenen ikke om at “fylde kirken”, men om at give mennesker et budskab med hjem, som de faktisk kan bruge i hverdagen.

- Vi siger jo til dåben, at vi bliver Guds børn. Men hvordan? Og hvad betyder det? Det betyder, at når du udtrykker kærlighed til din næste, så er det gudsbarnet i dig, der handler, siger Eva Smedegaard Eland.

Arbejdet med temaet er begyndt længe før juleaften. Gennem december har Eva Smedegaard Eland nemlig haft stort set alle sognets børn i kirken og talt med dem om, at de hver især bærer et lys i sig. 

Juleaftens prædiken bliver dermed en “voksen udgave” af et budskab, børnene allerede har hørt.

Inden for den faste liturgi har hun dog også gjort et enkelt, bevidst greb. Efter oplæsningen af juleevangeliet synges ”Et barn er født i Bethlehem” – men i en koncentreret form.

- Vi synger første og sidste vers. Så får salmen virkelig lov at shine – uden at man bliver træt af dens ni vers. Hele kernebudskabet ligger faktisk i de to vers, slutter Eva Smedegaard Eland.

- Julen er for folket

Når julen fejres i Sigersted Kirke, Bringstrup Kirke og Gyrstinge Kirke, vil sognepræst Peter Borring Sørensen ikke tage udgangspunkt i ét fast, teologisk tema. I stedet begynder juleprædikenen, som han ofte gør, midt i hverdagen – ligesom han sidste gang tog et meget jordnært og lokalt emne op som havde smudset hans nye sko til.

- Jeg har held med at tage fat i en dagligdagshændelse som vejarbejdet i Benløse. Noget folk kender. Det gør jeg også i år, siger Peter Borring Sørensen.

I år kredser prædikenen om noget så almindeligt – og ofte småkedeligt – som drømme. Den slags drømme, folk genfortæller, selv om det sjældent er særlig spændende at høre på. Præsten fortæller selv om en drøm og lader den glide over i en klassisk julebetragtning om julestress, gavekøb og den verdslige jul over for den kristne.

Men pointen er netop, at modsætningen ikke holder.

- Det er jo ikke op til mig at vurdere, hvad der er den rigtige og den forkerte jul. De to ting hører sammen. Den kirkelige og den verdslige jul er to alen af et stykke, siger præsten.

For Peter Borring Sørensen handler julen om længsel, følelser og sentimentalitet – noget, der vækkes i os alle, uanset hvordan vi fejrer højtiden. Om man går i kirke, til julefrokost, danser om træet eller gør noget helt fjerde, så er det forskellige udtryk for den samme grundlæggende bevægelse.

- Vi har hver vores måde at fejre julen på. Og det er jo både i kirken og udenfor kirken. Julen er for folket – og folket er jo alle, siger han.

Netop derfor er juleaften også særlig for præsten, fordi kirkebænkene her fyldes af mange, som ikke kommer så ofte resten af året. Her bliver hverdagsfortællinger et redskab til at skabe genkendelse og åbenhed.

- Det kan være et billigt trick, men det virker. Folk husker det. De kan huske, at de var i kirke, og at præsten sagde et eller andet, de kunne relatere til, slutter han.