En ung mand kan se frem til, at medmindre han selv tropper op på politistationen, så kommer der snart til at stå et par betjente og banke på under julehyggen eller på arbejdspladsen.
For Midt- og Vestsjællands Politi kender nemlig allerede nu identiteten på dén mand, der er anmeldt for at have begået voldtægt på Gråbrødre Kirkegård midt i Riskilde natten mellem fredag og lørdag.
Det oplyser vagtchefen til Sjællandske Nyheder søndag formiddag.
Som lørdag er det småt med oplysninger til offentligheden om sagen, men ifølge vagtchefen hos Midt- og Vestsjællands Politi er både kvinden og den unge mand 'omkring 20 år.'
- Vi ved, at de har været i kontakt med hinanden i nattelivet forud for hændelsen. Vi ved, hvem han er, men har indtil videre ikke haft held til at træffe ham. Men i og med, vi kender hans identitet er vi sikre på, at vi nok skal få talt med ham i løbet af kort tid, konstaterer han.
Anmeldelsen betød, at kirkegården lørdag var afspærret en del af dagen.