Fredag aften var politiet massivt til stede på en en adresse på Jernbanegade i Frederikssund, hvor en person var blevet udsat for knivstikkeri.
Det oplyste vagtchef hos Nordsjællands Politi, Nick Jensen, til Ekstra Bladet fredag aften.
Indtil videre er der ingen anholdte i sagen, men politiet mistænker, at der er tale om en konflikt, som involverer mere end to personer.
Personen, der er blevet stukket ned, er uden for livsfare, og politiet leder fortsat efter vidner. Det oplyser Kasper Bengtsson, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til Sjællandske Nyheder lørdag formiddag.
- Vores efterforskere arbejder videre på stedet, og vi søger fortsat vidner til hændelsen, siger vagtchefen.
Politiet modtog en anmeldelse om knivstikkeriet klokken 18.39 og var til stede ved Jernbanegade i flere timer efterfølgende.