Roskilde Tekniske Skole får ny direktør den 1. januar 2026. Det bliver Maria Nørby, som i dag er skolens uddannelsesdirektør.
Maria har været ansat siden 1. august 2022, og når det nye år begynder, bliver hun direktør.
Det oplyser skolen i en pressemeddelelse.
Før hun blev ansat på skolen, havde Maria en central rolle som kontorchef i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) under Undervisningsministeriet, med ansvar for erhvervsuddannelserne og flere tilknyttede områder.
Processen med at finde den rette kandidat begyndte i september, efter Jesper Østrup meddelte, at han ville på pension ved årets udgang.
Med støtte fra konsulentfirmaet Genitor blev der gennemført en grundig rekrutteringsproces. Interessen har været stor – over 30 ansøgere har søgt stillingen. Ansættelsesudvalget fremhæver især Marias store netværk, strategiske blik og spændende visioner for skolen som afgørende for valget.