Udvalg overlader beskæftigelse til nye kræfter

Samarbejdet om at få flere ledige i job eller uddannelse kræver lokalt samarbejde, understreger det afgående udvalg.

Samarbejdet om at få flere ledige i job eller uddannelse kræver lokalt samarbejde, understreger det afgående udvalg.

Foto: Patrick Kirkby

Beskæftigelsesudvalget i Guldborgsund Kommune har netop holdt sit sidste møde. Fra 1. januar overlader udvalget roret til det nye arbejdsmarkeds- og rekrutteringsudvalg, som fremover skal stå i spidsen for kommunens beskæftigelsesindsats.

Det nye udvalg får blandt andet til opgave at implementere den kommende beskæftigelsesreform, hvor de første elementer træder i kraft 1. februar 2026.

Samme dato skifter Jobcentret som konsekvens af reformen navn til Arbejdsmarkedsservice.

Samarbejde har været centralt

Når beskæftigelsesudvalget ser tilbage på de sidste fire år, er der især ét tema, de fremhæver: Det tætte samarbejde med lokale aktører.

- Vi kan kun løse vores opgave med at få flere i job eller uddannelse, hvis vi prioriterer et tæt samarbejde. Det gælder både virksomheder, uddannelsesinstitutioner og faglige organisationer, siger udvalgsformand René Christensen i en pressemeddelelse fra Guldborgsund Kommune.

For at styrke samarbejdet har udvalget holdt flere møder hos lokale virksomheder og aktører. Derudover har der været temamøder med en bred kreds af samarbejdspartnere, hvor aktuelle beskæftigelsespolitiske emner har været på dagsordenen. 

Beskæftigelsesindsatsen har været meget udskældt, men virkeligheden er, at vores medarbejdere har løst deres opgave godt.

René Christensen

Samarbejdet om at få flere ledige i job eller uddannelse har ikke alene været et politisk fokusområde. Også i det daglige arbejde har der været en tydelig prioritering af koordinering og samarbejde på tværs.

- Beskæftigelsesindsatsen har været meget udskældt, men virkeligheden er, at vores medarbejdere har løst deres opgave godt, understreger René Christensen.

Det bekræftes af målinger fra Kommunernes Landsforening (KL), som viser, at mere end 8 ud af 10 virksomheder i Guldborgsund Kommune er tilfredse med samarbejdet med jobcentret. 

Samtidig ser omkring 60 procent af borgerne i Guldborgsund positivt på jobcentrets indsats.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...