Furesø Kommune er delt i to af Hillerødmotorvejen, og her er der mange, der dagligt lever med generne fra de susende biler. Derfor har det også længe været en drøm at overdække motorvejen og bekæmpe støjen yderligere. Den drøm led et hårdt knæk, da transportministeren i oktober kaldte ambitionerne for økonomisk urealistiske. Men nu er der kommet andre boller på suppen.
- Forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 har besluttet at arbejde videre med en mulig overdækning af Hillerødmotorvejen.
- Der er afsat 400 millioner kroner til støjdæmpning på Hillerødmotorvejen fra Bagsværd til Farum.
- Den nye borgmester, Nicolai Bechfeldt, ser potentiale i den indgåede aftale og vil kvalificere projektet yderligere.
I hvert fald, hvis man spørger Furesøs kommende borgmester Nicolai Bechfeldt (V), der i tirsdags var taget til Christiansborg for at holde møde med transportminister og partifælle Thomas Danielsen.
- Vi havde en konstruktiv snak, som må siges at have båret frugt, indleder borgmesteren i et Facebook-opslag.
Overdækning og 400 millioner
Ifølge Nicolai Bechfeldt har forligskredsen, der står bag den af Folketinget vedtagne Infrastrukturplan 2035 torsdag besluttet en løsning, der gør, at Furesø kan arbejde videre med en mulig overdækning af Hillerødmotorvejen ved Farum.
Sjællandske Nyheder er ikke i besiddelse af aftalen og kender endnu ikke detaljerne.
Udover tilsagnet om at arbejde videre med overdækningen afsættes der 400 millioner kroner til støjdæmpning på Hillerødmotorvejen fra Bagsværd, forbi Værløse, om Fiskebækbroerne og i Farum, oplyser borgmesteren.
- Selvfølgelig kunne man godt have drømme om et større milliardbeløb fra staten til en længere overdækning. Men, at der nu kommer en løsning, som indeholder gode muligheder, skyldes et vedholdende arbejde fra det afgående byråd, der har kæmpet for at blive hørt i den forgangne byrådsperiode. Kæmpe cadeau til jer, lyder det fra Nicolai Bechfeldt i opslaget.
Læs også
- Overdækning af motorvej hænger i en tynd tråd efter ministersvar
- Staten kommer ikke til at betale 6 milliarder for motorvejsoverdækning, vurderer ekspert
Skal kvalificere projektet
Hvor mange penge der reelt set vil blive afsat til overdækningen, der tilsyneladende bliver mindre, end der i første omgang var lagt op til, er endnu uklart.
I oktober lød det fra ministeren, at omkostningerne ved at overdække motorvejen ville være markant større end de 1,4 milliarder, der er afsat til infrastrukturplanen.
- En overdækning vil også give en god støjreduktion, men vurderes at koste ca. 6,2 milliarder kroner for selve konstruktionen. Heri er der ikke medregnet indretning af arealanvendelse ovenpå overdækningen. Der er afsat ca. 1,4 milliarder kroner til projektet med Infrastrukturplan 2035, skrev Thomas Danielsen i et svar i oktober.
Læs også
Et beløb, afgående borgmester Ole Bondo Christensen (S) dog mente, var markant mindre, da der vil være en indtjening ved at sælge byggeretter ved overdækningen.
- Det beløb, der mangler i projektet, når byggeretterne er solgt, er omkring 80-300 millioner kroner. Det er et så lille beløb, at det burde man kunne arbejde med, lød det fra borgmesteren i efteråret.
Den nye borgmester, Nicolai Bechfeldt, mener, at der i den netop indgåede aftale hos forligskredsen fortsat er grobund for at arbejde videre med projektet om at overdække en del af Hillerødmotorvejen.
- Nu skal vi have kvalificeret projektet endnu bedre, skriver han i opslaget fredag formiddag den 19. december.