Det nye år skydes snart i gang på Slagelse Teater, hvor tæppet i januar går til fem forestillinger og koncerter.
Over 2.500 publikummer har løst billet til de fem arrangementer i Vestsjællands Teaterkreds.
Familieforestillingen "Sallys far" lægger ud lørdag 17. januar, og der er udsolgt for tredje år i træk.
Dagen efter, søndag 18. januar, er OperetteKompagniet gæster med en nytårskoncert. Syv medvirkende sangere og musikere vil indtage scenen.
Onsdag 21. januar gæster Niels Hausgaard Vestsjællands Teaterkreds med sit nye show "Sammen kaster vi den første sten". Med på turneen er Rikke Thomsen. Koncerten er udsolgt.
"Queen of Denmark" er et coverband, der spiller hits af Queen, og det er med en kvindelig Freddie Mercury. Koncerten kan opleves på Slagelse Teater 22. januar.
29. januar slutter Lars Lilholt januar måned af med en solokoncert, hvor han tager sin faste pianist Kristian Fogh med.