Når hverdagen med en livstruende sygdom bliver uoverskuelig, tænder kreativitet små lys

Kreaheltene bliver en del af hverdagen på Lukashuset, hvor børn og unge samt deres søskende kan fordybe sig i kreative aktiviteter som perler, maling og papirklip.

Kreaheltene bliver en del af hverdagen på Lukashuset, hvor børn og unge samt deres søskende kan fordybe sig i kreative aktiviteter som perler, maling og papirklip.

Foto: Presse.

- At være Kreahelt er som at få lov til at tænde små lys i børns hverdag.

Sådan siger Kreahelten Tine Anne-Marie Kofoed, som fremover bliver fast tilknyttet Lukashuset og kommer hver fredag. 

Hun har mange års erfaring som pædagog og arbejder også som Kreahelt på Nordsjællands Hospital i Hillerød.

Det skriver Lukashuset i en pressemeddelelse. 

- Der opstår et helt særligt fællesskab og en nærværende samtale, når vi sidder og laver noget kreativt sammen. Derfor glæder jeg mig til at møde børnene og sammen skabe noget, der får dem til at glemme tid og sted bare for en stund, fortæller Kreahelten Tine Kofoed i pressemeddelelsen.

Frirum i hverdagen

Kreaheltene rykker fra denne uge ind på det palliative tilbud til børn og unge, Lukashuset. Her får indlagte børn og deres søskende mulighed for at fordybe sig i kreative aktiviteter som perler, maling og papirklip.

Lukashuset danner ramme om familietid, hvor livet med en livstruende sygdom kan fylde med bekymringer og svære tanker. Med Kreaheltene får børnene et frirum i hverdagen, hvor de kan samle sig om kreative aktiviteter.

Med opstarten på Lukashuset arbejder Kreaheltene nu på begge landets børnepalliative tilbud, Lukashuset i København og Strandbakkehuset i Rønde.

- Vores børn og familier lever i et meget særligt rum præget af uvished. Derfor betyder det meget for os at kunne tilbyde kreative aktiviteter, der er med til at skabe stabilitet, glæde og nærvær. Vi ser frem til samarbejdet og til de små, men vigtige øjeblikke, Kreaheltene kan skabe her hos os, siger oversygeplejerske i Lukashuset Inger Thing Dittmann i en pressemeddelelse.

Stor betydning

Børneulykkesfonden står bag initiativet med Kreaheltene, som siden 2020 har tilbudt kreative aktiviteter til indlagte børn og unge. Kreaheltene arbejder i dag på størstedelen af landets hospitaler, adskillige psykiatriske afdelinger for børn og unge samt børnehjem og på børnehospice.

- Vi ved, hvor stor betydning det har for børn og unge at få lov til at udtrykke sig kreativt især i en tid, hvor alt andet kan føles uoverskueligt. Derfor er vi utrolig glade for, at vi nu kan tilbyde Kreaheltene på Lukashuset. Det er kun muligt takket være en flot donation fra Knud Højgaards Fond, og vi er dybt taknemmelige for den opbakning, siger generalsekretær i Børneulykkesfonden Henriette Madsen i pressemeddelelsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...