I september sidste år indstillede Hans Jørgen Bonnichsen sit virke som foredragsholder, men i oktober besøgte han alligevel Grønnegadecentret i sin hjemby Hillerød med sit sidste foredrag - som en taknemmelighed over aktivitetscentrets betydning for ham og hans afdøde hustru. Nu er den tidligere PET-chef død.
- Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET-chef og Hillerød-borger, er død efter længere tids sygdom i en alder af 82 år.
- Hans datter meddelte dødsfaldet og beskrev ham som et unikt menneske, der sov stille ind på sygehuset i Hillerød.
- Bonnichsen var kendt for sin store viden om efterretningstjenesten og som kommentator i kriminal- og terrorsager.
- Han havde en stærk tilknytning til Frederiksborg Slotssø, som han beskrev som sit sjælebad.
- Hans Jørgen Bonnichsen efterlader sig en datter, børnebørn og oldebørn, og han mistede sin hustru i 2022.
Det oplyser hans datter i en sms til TV 2 Kosmopol. Han blev 82 år. Ifølge datteren sov han stille ind på sygehuset i Hillerød efter længere tids sygdom.
- Himlen har i nat fået den største stjerne, da et helt særligt og unikt menneske er gået bort, lyder det i et opslag fra datteren på Facebook.
Den tidligere operative chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen har rejst land og rige rundt og delt ud af sin store viden om den danske efterretningstjeneste, ligesom han er blevet brugt flittigt som kommentator.
Et sjælebad på Slotssøen
Tilbage i 2019 mødtes Sjællandske Nyheder med Hans Jørgen Bonnichsen, der trods sine verdensrejser har været bosat i Hillerød i mange år. Anledningen var en snak om hans yndlingssted i byen - Frederiksborg Slot. Af samme årsag var vi med ham ude på en sejltur på Frederiksborg Slotssø med Den Lille Færge en sommerdag.
Som operativ chef i Rejseholdet besøgte han provinsbyer overalt i Danmark. Hjembyen Hillerød var nærmest der, hvor han var mindst, fortalte han der på slotssøen - for det var kun i weekenden.
Læs også
Først under et ophold i USA trængte forståelsen af byens storhed og historie helt ind.
- Jeg var på et barsk kursus hos FBI i Virginia. Efter et par måneder kom vi ned i deres 'board room' - det hed det for at dække over, at det også var her man fik en bajer og en pizza. Og dér på væggen hang et billede af Frederiksborg Slot.
- Jeg var fuldstændig målløs. Jeg har aldrig lidt af hjemve, men lige der fik jeg et stik i hjertet ved tanken om, alt hvad det står for. Der blev jeg klar over, at det havde større betydning, end jeg lige regnede med. Jeg prøvede at forklare amerikanerne, at jeg boede lige omme bagved, men det troede de selvfølgelig ikke på, fortalte Hans Jørgen Bonnichsen, der beskrev Frederiksborg Slotssø som et sjælebad, som han især nød en gang om året, når Center for aktive seniorer sang højskolesang på færgen.
Han tilføjede, at han ville vælge Højskolesangbogen, hvis han kun måtte tage én bog med på en øde ø.
Læs også
- Tidligere chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen er død
- PET-chef beskyldes for tavshedsbrud i sag rejst af Lars Findsen
Var også på stemmesedlen
Hans Jørgen Bonnichsen blev født i Haderslev den 24. maj 1943. Han havde en bacheloruddannelse i litteraturvidenskab og kunsthistorie fra Københavns Universitet og havde gennemført et politilederkursus ved FBI-National Academy i Virginia, USA.
Hans Jørgen Bonnichsen var ansat i politiet i 41 år, herunder en årrække som chefkriminalinspektør hos Rigspolitichefen og operativ chef for rejseholdet ved PET.
Læs også
- Eks-spionchef undrer sig efter overfald på statsminister
- Bonnichsen fortæller om at være barn af grænselandet
Ved kommunalvalget i 2005 var Hans Jørgen Bonnichsen kandidat for Venstre i Hillerød Kommune, hvor han fik 65 personlige stemmer. Han var medlem af partiet i 10-15 år, men meldte sig i 2016 ud i protest over partiets førte integrationspolitik.
Han gik på pension i 2006 men har siden holdt sig beskæftiget som ekspert, forfatter og foredragsholder. Han modtog en række priser og udmærkelser gennem tiden og blev også slået som Ridder af Dannebrog.
Hans Jørgen Bonnichsen efterlader sig datteren samt flere børnebørn og oldebørn. Han mistede sin hustru i 2022.