Fra regnvejr til borgmesterskifte: Sådan sluttede 2025

Fra rekordløb og prisuddelinger til valgaften og jubilæum. Her får du et overblik over de begivenheder, der var med til at runde 2025 af.

Året sluttede med nye begyndelser, fejringer og et politisk skifte.

Året sluttede med nye begyndelser, fejringer og et politisk skifte.

Foto: Anders Ranthe

2025 fortsatte ind i efteråret med en række begivenheder, der på hver sin måde satte deres præg på kommunen. Sommerens regnvejr, sportslige resultater og lokale hædersbevisninger blev senere afløst af et valg, der ændrede det politiske landskab, og et jubilæum, der samlede både kolleger og borgere.

I denne anden del af tilbageblikket ser vi på seks nedslag fra årets sidste måneder – fra hverdagsoplevelser til beslutninger og markeringer, der får betydning for tiden fremover.

Juli:  Regnvejr og beredskab

Kraftig regn den 22. juli gav ekstra travlhed i beredskabet, men kommunen slap uden skader.
Kraftig regn den 22. juli gav ekstra travlhed i beredskabet, men kommunen slap uden skader. Foto: Jonas Kristinsson

Tirsdag den 22. juli begyndte med kraftig regn over Faxe Kommune, men meldingen tidligt på dagen var, at det nok ikke ville udvikle sig til noget alvorligt. Kommunen og beredskabet fulgte situationen, og selvom vandet stod på i flere timer, så det længe ud til at være til at håndtere uden større problemer.

Hen på aftenen ændrede vejret sig brat. Himlen åbnede sig, og flere steder stod veje og kældre under vand. Ifølge DMI faldt der mellem 90 og 120 millimeter nedbør over Faxe, og i Rønnede blev der lokalt målt op mod 126 millimeter. Borgerne skyndte sig at hente alle de sandsække, de overhovedet var i stand til at skaffe, mens kommunen satte pumper i gang flere steder. Natten til onsdag var Faxe Forsyning under stort pres, og alt driftspersonale blev kaldt på arbejde for at håndtere mængderne af vand og aflaste rensningsanlægget.

August: Christoffer Banke satte ny rekord 

Christoffer Banke og stafetholdet satte dansk U20-rekord på 4x400 meter ved EM i Finland.
Christoffer Banke og stafetholdet satte dansk U20-rekord på 4x400 meter ved EM i Finland. Foto: Marta Siljudóttir

I august leverede Faxes eget svar på Lynet McQueen, Christoffer Banke, endnu en af sine efterhånden mange store sportspræstationer, da han deltog ved U20-EM i Finland. Sammen med sit stafethold satte han ny dansk U20-rekord på 4x400 meter med tiden 3.11,80 – næsten to sekunder hurtigere end den tidligere rekord. I semifinalen løb Banke tredje tur og indhentede to konkurrenter, før holdet sikrede sig en plads i finalen.

I finalen sluttede Danmark som nummer otte i et stærkt felt, men resultaterne føjede sig til en i forvejen markant sæson for den 17-årige atlet, der også har sat personlig rekord på 400 meter og vundet dobbelt guld ved de nordiske U20-mesterskaber. Banke træner til daglig i HG Atletik i Næstved og peger selv på OL som det langsigtede mål.

September: Sygeplejersken Janie Parris modtog pris

Janie Parris blev overrasket på Faxe Sundhedscenter, hvor hun modtog Diabetesforeningens behandlerpris.
Janie Parris blev overrasket på Faxe Sundhedscenter, hvor hun modtog Diabetesforeningens behandlerpris. Foto: Palle Demant

Onsdag 11. september blev sygeplejerske Janie Parris hentet ud midt i sin undervisning på Faxe Sundhedscenter. I forhallen stod kolleger, kursister og Diabetesforeningen klar til at overraske hende med årets behandlerpris for hendes arbejde med type 2-diabetikere.

Hun fik prisen for at skabe fællesskab og engagere deltagerne gennem madhold, gåhold og undervisning, som hver måned samler omkring 60 borgere. Med prisen fulgte 25.000 kroner, hvoraf 20.000 kan doneres til et projekt efter hendes eget valg.

Oktober: Ricki på frierfødder i byrådssalen 

Ricki Vejsmose brugte spørgetiden til at fri til Dorthe Adelsbech under byrådsmødet den 9. oktober.
Ricki Vejsmose brugte spørgetiden til at fri til Dorthe Adelsbech under byrådsmødet den 9. oktober. Foto: Erik Graversen

Torsdag den 9. oktober tog byrådsmødet i Haslev en usædvanlig drejning. Under spørgetiden rejste Ricki Vejsmose (V) sig ikke for at stille et politisk spørgsmål, men for at fri til sin partner, Venstre Faxes gruppeformand Dorthe Adelsbech. Svaret kom hurtigt – hun sagde ja.

Både tidspunkt og sted for frieriet var nøje udvalgt. Frieriet skulle nemlig falde før valgkampen, og byrådssalen havde særlig betydning, fordi det var dér, de havde mødt hinanden.

November: En ny politisk begyndelse

Valget den 18. november endte med et historisk bredt flertal, der pegede på Mikkel Dam (LA) som ny borgmester.
Valget den 18. november endte med et historisk bredt flertal, der pegede på Mikkel Dam (LA) som ny borgmester. Foto: Kim Rasmussen

Valgaftenen tirsdag 18. november endte med et iøjefaldende magtskifte i Faxe Kommune. Med 1460 personlige stemmer stod 33-årige Mikkel Dam (LA) tilbage som valgets store vinder og formåede efterfølgende at samle et historisk bredt flertal uden om Venstre og Socialdemokratiet. Dermed kan han fra 1. januar 2026 overtage borgmesterposten fra Ole Vive (V) og indlede en ny politisk periode i Faxe Kommune.

Læs også

I timerne efter resultatet begyndte partierne at samles, og natten til onsdag lå den nye konstitueringsaftale klar. Liberal Alliance, SF, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, HaslevFaxe-Listen og Lokallisten blev enige om et bredt samarbejde, der placerede Mikkel Dam i spidsen. Aftalen omfatter blandt andet et nyt familieudvalg, mens udvalgsposterne blev fordelt mellem partierne, så hver af dem fik en central rolle i den kommende byrådsperiode.

December: Jubilæum med royal anerkendelse  

René Tuekær blev fejret for sine 40 år i lokalpolitik og modtog Ridderkorset af 1. grad torsdag 11. december.
René Tuekær blev fejret for sine 40 år i lokalpolitik og modtog Ridderkorset af 1. grad torsdag 11. december. Foto: Jens Wollesen

Torsdag den 11. december blev René Tuekær fejret for sit 40-års jubilæum i Faxe Byråd. Over 150 borgere, kolleger og samarbejdspartnere var mødt op i Kultunariet i Haslev, hvor musikalske indslag og taler prægede eftermiddagen. Både nuværende og tidligere politiske kolleger fremhævede hans vedholdenhed, grundighed og store betydning for kommunens udvikling gennem fire årtier.

Ved receptionen modtog René Tuekær også Ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen – en hæder, han beskrev som både rørende og uventet. Det var hans hustru, Lis Albrechtsen, der fik lov at dekorere ham, hvilket Tuekær selv kaldte et særligt øjeblik. Han fortalte, at han er stolt af anerkendelsen, men først og fremmest ser den som en hyldest til det lokale demokrati og alle dem, han har arbejdet sammen med gennem årene.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...