Samtlige sikahjorte i Dyrehaven skal skydes inden marts

Sikahjorte i Dyrehaven skal aflives. Senest i marts er 140 hjorte skudt.

Sikahjorte i Dyrehaven skal aflives. Senest i marts er 140 hjorte skudt.

Foto: Jens Wollesen

Det bliver et snarligt farvel til sikahjorten i Jægersborg Dyrehave. 

Den eksotiske hjort, der stammer fra Østasien, konkurrerer om føden med hjemmehørende arter, og så kan den parre sig med krondyr og dermed risikere at skabe en helt ny hybridbestand. 

Af den grund satte EU den i sommer på listen over invasive arter, og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har netop oplyst, at forbuddet mod sikahjorte betyder, at danske bestande bag hegn, som i Dyrehaven, skal totalt afvikles. 

De omtrent 140 sikaer i Dyrehavne skal med andre ord skydes. 

Og det bliver de alle sammen denne jagtsæson, der slutter midt i marts, skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse. 

Fakta om sikahjorte

De første sikahjorte blev indført som jagtobjekter til Danmark omkring år 1900. De efterfølgende år blev der udsat sika i en række dyrehaver rundt om i landet. Flere steder førte det også til frie bestande, hvoraf nogle igen forsvandt eller blev bortskudt på grund af skader på skoven.

Jægerne indberetter hvert år deres jagtudbytte, og tallene viser omtrent en fordobling af nedlagte sika de seneste tyve år; fra cirka 300 i 2000 til cirka 600 i 2024.

Kilde: Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

 - Derfor vil de cirka 140 styk sikavildt i løbet af den kommende tid blive skudt. Arbejdet udføres af Naturstyrelsen, der er ansvarlig for driften af arealerne i Jægersborg Dyrehave, som en del af den årlige regulering af hjortevildtet, skriver man. 

Der bliver hver vinter skudt hjorte i Dyrehaven, når Naturstyrelsens erfarne skytter regulerer bestanden af hjortevildt ned til cirka 1.400 dyr. Det er ca. 700 dyr, der skydes hvert år. 

Formålet er at holde bestandene på et niveau, der er afstemt med området. Derfor kan man altså i perioden fra september til midt i marts høre skud i Dyrehaven.

Dyrehaven er åben som normalt, og reguleringen foregår som altid på sikker afstand af gæster, skriver Naturstyrelsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...