Buschauffør sigtet efter påkørsel af to piger

To piger endte under bussen og nåede at blive trukket 10-15 meter. 

To piger var på vej over et kryds, da en bus påkørte dem.

To piger var på vej over et kryds, da en bus påkørte dem.

Foto: bpn-foto.dk

Der er nu rejst sigtelse mod buschaufføren, der var involveret i ulykken, hvor to piger blev påkørt i Gentofte. 

Det fortæller Nordsjællands Politi til Sjællandske Nyheder. 

Chaufføren er sigtet for at have kørt uden at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed. 

Endte under bussen

Torsdag den 11. december i sidste uge blev to piger på 12 og 13 år påkørt af en bus i krydset ved L.E. Bruuns Vej og Bernstorffsvej i Gentofte.

Ulykken skete, da pigerne krydsede vejen, netop som en bus foretog et venstresving.

Begge piger blev ramt og endte under bussen. Det oplyste vagtchef ved Nordsjællands Politi, Thomas Ratzlaff, kort efter hændelsen til Sjællandske Nyheder.

- En bus har kørt to personer over. Den ene har været under bussen, men ingen er blevet kørt over af hjulene. Da vi er fremme, er begge ved bevidsthed, sagde vagtchefen umiddelbart efter ulykken.

Senere på aftenen uddybede han hændelsesforløbet. De to piger havde krydset vejen, idet bussen slog et venstresving. Her blev de påkørt og rullede eller blev trukket 10-15 meter. 

- Bussen bliver standset, og den ene pige ligger under bussen, indtil brandvæsenet kommer og får hende ud, sagde Thomas Ratzlaff.

Begge piger blev efterfølgende bragt til Rigshospitalet med knoglebrud. Ifølge politiet krævede den ene pige indlæggelse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...