Selv om han blev reddet ud i live, stod en 68-årig mands liv ikke til at redde, da der søndag udbrød brand i hans bolig på Dommervænget i Roskilde.
Det var en hjemmehjælper, som ringede 112, da vedkommende ankom til boligen og opdagede, at der var brand og sort røg fra lejligheden.
Lejligheden ligger kun tre minutters kørsel fra brandstationen på Vindingevej, så lynhurtigt var der brandfolk på stedet, og de fik reddet den 68-årige ud.
- Vi kommer frem og kan se, at der er ild i soveværelset. Derinde finder vi en beboer, som er kørestolsbruger. Vedkommende kunne ikke selv komme ud. Vi får ham hurtigt ud og overdraget til ambulancefolkene, som kører ham direkte til Rigshospitalets traumeafdeling. Han var svært forbrændt, lyder det fra indsatsleder Jimmi Byager-Høiland fra Roskilde Brandvæsen.
Manden boede i stueetage-lejligheden i en beskyttet bolig.
Midt- og Vestsjællands Politi fortæller, at manden ikke overlevede branden. Han døde søndag aften.
- Plejepersonalet gjorde præcis det, de skulle, for de ville med brandens omfang ikke kunne være kommet frem til manden uden vores hjælp, siger Jimmy Byager-Høiland.
Brandstedet skal nu undersøges nærmere.
Mandens pårørende er underrettet.