Et nyt kapitel bliver nu skrevet hos Foss, som får ny direktør. Christian Rosenkrantz de Lasson tiltræder som administrerende direktør ved selskabets kommende generalforsamling i marts 2026. Samtidig tiltræder afgående direktør Kim Vejlby Hansen som administrerende direktør i holdingselskabet N. Foss & Co. A/S.
- Det er en fornøjelse at kunne erstatte én dygtig og succesrig direktør for Foss med en anden, som endnu en gang er rekrutteret internt, udtaler bestyrelsesformand Peter Foss.
Læs også
Nedtrappe
Efter 10 år som administrerende direktør og 17 år i koncernledelsen vil Kim Vejlby Hansen fra marts hellige sig ledelsen af Foss-gruppens holdingselskab N. Foss & Co. A/S.
I praksis vil han dog allerede nedtrappe sin rolle i Foss A/S fra årsskiftet for at sikre en glidende overgang til sin efterfølger, den nuværende marketingdirektør Christian Rosenkrantz de Lasson, der har været i Foss siden 2015, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
- Direktørskiftet har længe været varslet af Kim og kommer på et tidspunkt, hvor Foss er i rigtig god gænge, og Christian er blevet godt klædt på til at overtage ansvaret for Foss. Vi er samtidig glade for at kunne styrke N. Foss & Co., der foruden Foss omfatter Au2mate, Ibsen Photonics, Wasatch Photonics, Spio Systems og Graspian, siger bestyrelsesformand Peter Foss.
Læs også
Stolt
Kim Vejlby Hansen træder tilbage med stolthed, siger han:
- Jeg er stolt over at overlade et stærkt Foss til Christian, som jeg er sikker på, er den rette person til posten. Han har været en del af Foss’ ledelse siden 2022 og har været en nøglespiller i at formulere Foss’ strategi. Det her er det helt rigtige tidspunkt at skifte – både for Foss og for mig.
Christian Rosenkrantz de Lasson startede som forretningsudvikler og har siden bl.a. haft ansvaret for Foss’ serviceforretning i Europa, Mellemøsten og Afrika.
- Jeg glæder mig til at sætte mig i førersædet for Foss’ 1750 medarbejdere i mere end 34 lande i et stadig tættere samspil med vores kunder. Vores ambition er fortsat at udvikle fremtidens bedste og mest avancerede fødevareanalytiske løsninger, så vores kunder altid er garanteret høj kvalitet og sikkerhed, når de køber Foss-løsninger, siger Christian Rosenkrantz de Lasson, som har en kandidatgrad i International Management fra University of Applied Sciences Northwestern Switzerland og en eMBA fra Copenhagen Business School.
Læs også
Foss er gennem de senere år vokset solidt til en forventet omsætning i 2025 på mere end 2,8 milliarder kroner og et driftsresultat på over 690 millioner kroner.
Mere end 99 procent af Foss’ omsætning ligger uden for Danmarks grænser, og virksomhedens analyseløsninger til blandt andet at kvalitetssikre korn og mælk bliver brugt over hele verden.
Christian Rosenkrantz de Lasson tiltræder som den kun sjette administrerende direktør i virksomhedens næsten 70 år lange historie.