Et firma med empati for bygninger

Så er den første nominerede klar til dysten om at vinde Næstved Erhvervspris 2026. 

Jørn Johansen A/S er som den første virksomhed blevet nomineret til Næstved Erhvervpris 2026. Formand for Næstved Erhvervsforening Helle Andresen ses her sammen med ejerne af virksomheden (fra venstre) Jørn Johansen, Lasse Schou og Frederik Kjær.

Jørn Johansen A/S er som den første virksomhed blevet nomineret til Næstved Erhvervpris 2026. Formand for Næstved Erhvervsforening Helle Andresen ses her sammen med ejerne af virksomheden (fra venstre) Jørn Johansen, Lasse Schou og Frederik Kjær.

Foto: Helle Hansen

Da han var lille, kørte han med, når moren sad bag rattet i lastbilen, der transporterede materialer ud på byggepladsen eller affald til lossepladsen, og inden han begyndte i skole, havde han lært at kradse fuger ud.

Den Korte Version
  • Jørn Johansen A/S er nomineret til Næstved Erhvervspris 2026 for sit sociale ansvar og lokale engagement.
  • Firmaet, grundlagt i 1988, har udviklet sig fra en malervirksomhed til at inkludere tømrer- og murerarbejde.
  • Virksomheden prioriterer bæredygtighed, lærlingeuddannelse og lokal forankring i Sydsjælland.
  • Jørn Johansen A/S fokuserer på diversitet og en flad struktur, hvor alle medarbejdere er lige vigtige.
  • Næstved Erhvervspris indstillinger er åbne indtil september 2026 via Næstved Erhvervsforenings hjemmeside.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

- Jeg har empati for bygninger og har en dyb interesse for alt, som har med byggeri at gøre. Det er en del af mit DNA, siger Jørn Johansen, som siden 1988 har haft sit eget firma indenfor den branche. Jørn Johansen A/S er netop som den første virksomhed blevet indstillet til Næstved Erhvervspris 2026. 

Indstillingen

- Jeg har indstillet firmaet, fordi Jørn Johansen A/S er et firma i udvikling, som går op i bæredygtighed, har lærlinge og elever og interesserer sig for lokalsamfundet, siger Susanne Nielsen, der har været ansat i firmaet i 15 år - og de seneste seks tillige har været kærester med Jørn Johansen. 

I dag er her lige omkring 40 ansatte, og det er kun to år siden, at Jørn Johansens far John stoppede med at hjælpe til i firmaet. Den tidligere selvstændig murermester er nu 83 år. 

- Der er stadig kunder, som spørger efter ham, siger Frederik Kjær, der er uddannet tømrer og bygningskonstruktør og i 2021blev medejer af Jørn Johansen A/S sammen med Lasse Schou, der har samme baggrund. De to andre projektledere i firmaet er ligeledes uddannet bygningskonstruktører og er også midt i 30erne.

Faldt i lastrummet

- Jeg føler mig som en på 20, men kroppen siger 62 år til januar, siger Jørn Johansen, der trods den brændende interesse for byggeri, var startet i en helt anden branche:

- Jeg elsker havet, så jeg tog en søfartsuddannelse. Men så faldt jeg i lastrummet og fik ødelagt min ryg og måtte finde på noget andet at lave, siger han, der så tog en maleruddannelse, hvor han også lærte ådring, marmorering, og guld- og linoliemaling. Og så arbejdede han ellers som timelærer, indtil han i 1988 startede sit eget firma.

I starten var det "bare" en malervirksomhed, men siden er både tømrere og murere kommet til, så man kan klare det meste selv.

Ikke som de andre

- Man skal skabe værdi for andre for at skabe værdi for sig selv, siger Jørn Johansen, som laver en del forsikringsskader og reparerer kirker og fredede bygninger.

- Men ellers laver vi både små og store opgaver for både erhverv og private og har konstant 300-500 opgaver i gang, siger han, som med glæde tager de små opgaver, som mange andre lokale byggefirmaer siger nej til. 

Noget helt særligt for Jørn Johansen A/S er også, at man ikke som de fleste andre lokale byggefirmaer ligger og kører til København. Det gør en kæmpe forskel for de ansattes mulighed for også at have et privatliv ved siden af arbejdet.

- Vi arbejder på Sydsjælland. Vores grænser går ved Øst- og Vestmotorvejen, siger Frederik Kjær, så det handler om opgaver i Næstved, Vordingborg, Stevns, Faxe og også lidt i Slagelse Kommune. 

Alle er lige vigtige

Man går meget op i at have elever og lærlinge; både for at tage et socialt ansvar og for at sikre fødekæden af dygtige medarbejdere. I øjeblikket er her 14 elever og lærlinge, og fire tidligere lærlinge er pt. svende i firmaet. 

- Vi vil gerne beholde dem, når de er udlært, for så er de jo vokset op i vores kultur, siger Frederik Kjær.

Flere taler om det fede ved den flade struktur:

- Alle er lige vigtige. Det her sted er helt klart vokset på mig, siger projektleder Helena Pelagalli.

Det vigtige S

Lige nu er det S'et i ESG, det sociale, som der arbejdes med.

- Hvor langt vil vi gå for vores medarbejdere? spørger Frederik Kjær retorisk, for Jørn Johansen er i forvejen et sted, som gerne giver folk en ekstra chance:

- Hvis gerne de vil have et arbejde og gerne vil arbejde, som Jørn Johansen siger. 

Og så går man også ind for diversitet både hvad angår køn, alder og tro. 

- Diversitet skaber dynamik, siger Jørn Johansen. 

Nye indstillinger

Hermed er bolden givet op til en ny runde indstillinger til Næstved Erhvervspris, som bliver uddelt af Næstved Erhvervsforening med Sydbank som sponsor. 

Alle er velkomne til at indstille virksomheder, der har base i Næstved. Det kan ske frem til en gang i september 2026 via et link på Næstved Erhvervsforenings hjemmeside. 

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...