Som tidligere afdækket af Sjællandske Nyheder, så er alle planer om at tilbyde borgerne i Ålsgårde og Hellebæk fjervarme droppet - selv om det har været et stort ønske.
Sagen kom for alvor på dagsordenen i forbindelse med krigen i Ukraine og deraf følgende stærkt stigende gaspriser. For i dag er områdets mere end 5000 husstande for en stor dels vedkommende koblet på naturgasnettet eller har individuelle varmekilder.
Det stod imidlertid hurtigt klart, at kommunalt ejede Forsyning Helsingør ikke vurderede, at det var muligt lovligt at tilbyde fjervarme i området på grund af kravene til økonomisk bæredygtighed. Til gengæld blev det vurderet lovligt at private aktører kunne gå ind og lave en lokal løsning for fjernvarme, men tidligere i år stod det klart, at udbyderen E.ON droppede projektet i området efter et gennemsyn af økonomien. Selv med 100 procents tilslutning fra borgerne, så ville projektet ikke hænge sammen. Derfor vedtog Byrådet i november i år, at området blev udlagt til individuel forsyning, hvilket også giver visse nye muligheder,
Nu indkalder Helsingør Kommune borgerne i området til et informationsmøde i Kulturhuset Bølgen onsdag 28. januar klokken 18 til 20.
- Det betyder, at jeres område nu er udlagt til individuel forsyning, og at der igen er åbnet for muligheden for at søge Energistyrelsen om tilskud til individuelle varmepumper, skriver Helsingør Kommune i et brev til beboerne i området.
- Vi i administrationen er naturligvis kede af, at fjernvarmeprojektet ikke bliver til noget. Men samtidig er vi glade for, at E.ON udviser rettidig omhu og stopper projektet i tide, så ingen ender i en situation, hvor fjernvarmen kunne være blevet urimeligt dyr – ligesom I hurtigere kan få adgang til at søge tilskud til individuelle varmepumper, lyder det videre.
Som næste skridt vil vi gerne – i samarbejde med førende aktører indenfor varmeforsyning – invitere til et møde om alternative opvarmningsmuligheder i Hellebæk og Ålsgårde. Her kan man høre om forskellige varmeløsninger, stille spørgsmål og møde fagfolk, der kan hjælpe med klarhed om dine muligheder.
Tilmelding til mødet sker på Helsingør Kommunes hjemmeside.