Når de yngste børn pakker flyttekasserne og forlader barndomshjemmet, åbnes en ny livsfase for mange forældre. Journalisten, forfatteren og lokalpolitikeren Christina Wex deler nu sine egne tanker og følelser i bogen 'Når børn flyver fra reden – forældreskab, savn og nye muligheder', som udkom 11. november 2025 på Gads Forlag.
Christina Wex begyndte at undersøge og sætte ord på følelsen, da hendes yngste datter for et halvt år siden forlod hjemmet. Hun talte med både par og eneforældre, som også var ramt af denne ændring i livet. Ud over egne refleksioner indeholder bogen interviews med blandt andre skuespiller Rasmus Bjerg og hans kone Helle, journalist Nynne Bjerre Christensen og administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen.
- Nogle forældre ikke oplever sorgen som den mest dominerende – nogle mærker en frihed, der kan føles næsten forbudt at indrømme, siger journalist, forfatter og lokalpolitiker Christina Wex i en pressemeddelelse.
- Måske er det ikke enten-eller. Måske er det netop både-og. Man kan være ramt, men samtidig kan det være begyndelsen på et mere ligeværdigt forhold. Mindre opdragelse, mere samtale. Færre konflikter og en større grad af gensidighed. Jeg har selv oplevet, at mine børn er blevet mere omsorgsfulde, fordi de, som de siger, for første gang har oplevet mig sårbar. Det er tankevækkende, siger Christina Wex i pressemeddelelsen.
Med bogen ønsker Christina Wex at lægge op til en åben samtale om de ofte skjulte følelser, som rammer, når børnene flytter hjemmefra. Hun mener, at savn ikke kun peger på tab, men også på en omsorg, der kan få nye former.